Theilgaard: Amerikanerne bliver den store joker på årets klimakonference

På papiret kan årets klimakonference i Bonn godt se lidt tør ud.

En mellemregning, hvor en række tekniske detaljer og delelementer i den globale klimaaftale fra Paris skal forhandles helt på plads.

Men det betyder ikke, at FN’s 23. klimakonference, der har fået navnet COP23, bliver hverken ligegyldig eller kedelig, fortæller DR’s klimaekspert, Jesper Theilgaard.

Det skyldes ikke mindst den amerikanske præsident, den selvudnævnte klimaskeptiker Donald Trump, der med sin melding om, at han vil trække USA fra aftalen, har sået tvivl om klimakursen.

- Vi ved ikke, hvad amerikanerne vil gøre. Vil de være aktive i forhandlingerne, som de tidligere har været, eller vil de læne sig tilbage og lade andre styre dem? Vil de aktivt fremføre Donald Trumps tanker, og vil det i givet fald påvirke ambitionsniveauet for klimaindsatsen i resten af verden? Det er det, alle venter på at finde ud af, siger Jesper Theilgaard, som dækker forhandlingerne i de næste to uger, hvor de finder sted i den tyske by.

Fortsat mange ubekendte

Det er små to år siden, at den historiske klimaaftale blev forhandlet på plads i Paris.

Målet er, at den globale middeltemperatur maksimalt må stige med to grader celsius i år 2100, sammenlignet med tiden før industrialiseringen gik i gang i midten af 1800-tallet. Det betyder blandt andet, at klimaskadelige brændsler som olie, kul og gas skal udskiftes med grønne alternativer som vind- og solenergi.

Selvom aftalen som helhed er trådt i kraft på verdensplan, er der stadigvæk en del af indholdet, som mangler at falde på plads.

Og uanset hvad amerikanerne vælger at gøre, så fortsætter de forhandlinger ufortrødent. De sidder også selv med ved forhandlingsbordet, for ifølge reglerne kan de først få lov til at forlade aftalen i november 2020.

Fiji risikerer at forsvinde

Det drejer sig først og fremmest om den såkaldte stocktaking - det vil sige, hvordan de enkelte lande skal indberette deres drivhusgasreduktioner til FN.

- Det er en vanskelig ting at gøre, og derfor bliver det ikke nemme forhandlinger, siger Jesper Theilgaard.

Derudover er der spørgsmålet om loss and damage - ‘tab og skader’ på dansk. Det går ud på at finde ud af, hvordan man skal kompensere de lande, der bliver hårdest ramt af klimaforandringerne.

Det drejer sig blandt andet om årets vært, den lille østat Fiji, der risikerer at forsvinde helt fra landkortet, hvis vandstanden stiger for meget.

- Hvilken erstatning skal de have fra verdenssamfundet, og skal indbyggerne eksempelvis have lov til at flytte til et andet land? Der er stadigvæk på forhandlingsbordet, og der er uendeligt meget jura i det, så der er stadigvæk lang vej igen, siger Jesper Theilgaard.

Amerikansk milliard i fare

Ved siden af det er der spørgsmålet om, hvem der skal betale for de nødvendige klimatiltag. Og her kommer USA igen til at spille en vigtig rolle.

Verdens ilande har nemlig som mål at mobilisere mere end 640 millioner kroner om året fra 2020 til ulandenes klimakamp.

Og under den tidligere amerikanske præsident, Barack Obama, gik USA med til at betale to milliarder dollar - næsten 13 milliarder kroner - til FN’s Den Grønne Fond, der finansierer klimaprojekter rundt om på kloden.

Men en af grundene til, at Donald Trump vil trække USA fra aftalen, er netop, at amerikanerne skal stå for en stor del af finansieringen, fordi landet historisk set har udledt mange drivhusgasser og derved været medskyldig i klimaforandringerne.

- De har betalt én milliard, men de vil nok forsøge at holde den sidste milliard tilbage. Spørgsmålet er så, hvordan andre lande vil se på det, for der er mange lande, der allerede skylder i FN-systemet. Og hvis USA løber fra sin aftale, kan det skade forhandlingsklimaet, siger Jesper Theilgaard.

Optimisme at spore

Samtidig skal de se på, hvordan verdens lande kan øge deres klimaambitioner. De nuværende klimatiltag er nemlig langt fra nok, hvis togradersmålet skal nås, lyder kritikken fra FN’s miljøprogram, Unep.

Temperaturen er allerede steget med godt én grad siden 1850. Og ifølge FN’s klimapanel vil temperaturen stige med mere end tre grader i slutningen af dette århundrede, hvis der ikke bliver gjort mere.

Det er dog først i 2020, at landene kan komme med deres nye mål. Heriblandt Danmark, som bliver repræsenteret ved konferencen af EU.

Og trods de dystre udsigter, er der klimaoptimisme at spore rundt om i verden, siger Jesper Theilgaard.

- Der bliver installeret en masse solceller og vindmøller rundt om i verden, og teknologien bliver hele tiden forbedret, så det bliver billigere og billigere. Det skaber optimisme. Men om det er nok, ved vi ikke endnu, siger han.

Det er blandt andet et land som Kina, der satser stort på grøn energi, og derfor vil verdens øjne også hvile på dem, siger Jesper Theilgaard.

- Uanset hvad USA gør, så kører Kina videre, og de har en ambition om at overtage styringen, når USA giver slip. Spørgsmålet er så, om det bliver i samme tempo som tidligere.

De ti største CO2-udledere:

Kilde: World Resource Institute