- Er det kyllingebryst eller ej, spørger restaurantejeren Pat Cheng i en lille restaurant, der gør sig i pakistanske karryretter i Hongkong.
Pat skal servere den seneste ret fra køkkenet, men på grund af de pæne mængder karry hældt over kødet kan det være svært at skelne mellem kylling- og oksekødsretterne.
Restauranten i arbejderkvarteret Jordan har stadig kunder, men der er tyndet ud blandt gæsterne, siden sammenstødene mellem politiet og demonstranter for alvor tog fart i juni.
- Dagtimerne er nogenlunde, fordi folk stadig går på arbejde. Men efter klokken 20 er det, som om at folk forsvinder, forklarer Pat, der anslår, at hun har mistet 30 procent af sin omsætning på grund af uroen.
- En af mine gæster blev banket af politiet, og ingen ved hvorfor. Så alle er bange og tager direkte hjem efter arbejde. Og i weekenden går folk slet ikke ud, forklarer Pat.
Tilbagegang i økonomien
Urolighederne I Hongkong har snart stået på i fem måneder. Især lørdag og søndag kommer det som regel til voldsomme sammenstød mellem politibetjente og unge demonstranter, der ønsker demokratiske reformer og mindre kinesisk indflydelse i byen, der er en del af Kina, men som har udbredt selvstyre.
Konflikten sætter nu også tydelige spor på økonomien i Hongkong, der er en af Asiens vigtigste finansielle byer, og som stadigvæk er omverdenens foretrukne by at føre penge ind og ud af Kina igennem.
Hongkongs økonomi er nu for første gang i ti år i det, man kalder recession. Ifølge nye tal har der nemlig været minusvækst de seneste to kvartaler. Det vil sige, at økonomien bliver mindre.
For eksempel er antallet af turister halveret i oktober i forhold til samme måned i 2018. Det er især turister fra Kina og resten af Asien, som udebliver, hvilket afspejler sig i priserne på flybilletter og hoteller, der er de laveste i årevis.
Vrede taxachauffører
En anden, der mærker nedgang i kunder, er taxachaufføren Leung Kin Chung, der ofte tjener mindre, end han betaler for at leje sin taxa.
- De siger, at de kæmper for frihed, men hvorfor ofrer de min frihed for at opnå deres, spørger han retorisk bag rattet. Leung Kin Chung er godt træt af demonstranterne, der ofte blokerer vejene, selvom hans egen søn faktisk har deltaget i protesterne.
- Personligt mener jeg ikke, at politiet er hårde nok. Politiet burde presse på for at løse denne situation, siger Leung Kin Chung, mens han kører rundt i gaderne på Hongkong-øen.
Tatoveringer i høj kurs
Der findes dog selvstændige, der kunne tjene flere penge på krisen. Som byens tatovører, der konstant bliver bedt om at lave motiver, der støtter protestbevægelsen. Tatovøren Zada Lam har dog besluttet, at alle tatoveringer, der støtter demonstrationerne, er gratis.
- Det er er min måde at tage et samfundsansvar på, forklarer han.
Han har besøg af den universitetsstuderende Samantha, der er kommet for at forevige et Hongkong-flag og en paraply på hver sin ankel. Begge dele er vigtige ikoner for protestbevægelsen.
- Det symboliserer, at hvis vi ønsker, at bevægelsen får succes, bliver vi nødt til at gøre en indsats. Måske med smerte og blod, siger Samantha, mens hun ser en video på sin mobiltelefon for at abstrahere fra nålens smerte.
Ingen lytter til hinanden
Tilbage i karryrestauranten er Pat Cheng hverken for for eller imod demonstrationerne.
Hun håber blot, at krisen snart ophører, inden hun bliver nødt til at afskedige medarbejdere.
- Lige nu har alle deres egen mening. Hvis bare folk respekterede hinanden, ville det være fredeligt. Men lige nu er folk indstillet på kamp, siger Pat og fægter med armene for at vise, at mange vil slås.
- Jeg vil ikke have, at det her skal fortsætte. Jeg ved ikke, hvor længe jeg kan overleve, hvis det her bliver ved.