Volden fortsætter i Hongkong: Politiet affyrer skud under uroligheder

En betjent har affyret et advarselskud under sammenstød med demonstranter, som angreb med molotovcocktails, kæppe og jernstænger.

Betjente retter deres våben mod demonstranter under søndagens uroligheder i Hongkong. (Foto: © TYRONE SIU, Scanpix)

For første gang siden uroligheder brød ud i Hongkong i juni måned har en betjent i dag affyret et skarpt skud under sammenstød med demonstranter.

Det skriver blandt andet BBC.

Ifølge myndighederne blev skuddet affyret som advarsel til en mindre gruppe demonstranter, efter at flere betjente var blevet såret under sammenstødene.

Forud for skuddet havde sortklædte demonstranter angrebet de kampklædte betjente med sten og molotovcocktails.

Eskaleringen fandt sted, efter at myndighederne tidligere i dag har forsøgt at lægge en dæmper på demonstranterne ved brug af tåregas, vandkanoner og gummikugler - uden held.

Det er både første gang, at politiet affyrer et håndvåben eller bruger vandkanoner - som dog heller ikke blev rettet direkte mod demonstranter.

De seneste uroligheder kommer efter en forholdsvis stille uge, hvor der har været fred mellem demonstranter og politi. Men i går tog protesterne igen til, og adskillige personer blev indlagt på lokale hospitaler efter sammenstød mellem demonstranter og politi.

  • Politiet rykker frem mod demonstranter med deres våben trukket. (Foto: © TYRONE SIU, Scanpix)
  • Politiet affyrer tåregas mod demonstranter, mens demonstranter søger dækning bag barrikaderne i Tsuen Wan, Hongkong, tidligere i dag. (Foto: © Thomas Peter, Scanpix)
  • Uropoliti tilbageholder en demonstrant i Tsuen Wan tidligere i dag. (Foto: © Thomas Peter, Scanpix)
  • En demonstrant affyrer en slangebøsse mod politiet under søndagens sammenstød i Hongkong. (Foto: © Thomas Peter, Scanpix)
  • Demonstranter kaster med molotovcocktails under sammenstød med politiet tidligere i dag. (Foto: © TYRONE SIU, Scanpix)
  • Politi og demonstranter i nærkamp med knipler i Hongkongs gader i dag. (Foto: © TYRONE SIU, Scanpix)
1 / 6

Hvorfor er der uro i Hongkong?

De seneste demonstrationer i Hongkong begyndte i foråret, da byens regering foreslog at ændre lovgivningen, så mistænkte kriminelle kunne udleveres til retsforfølgelse i Kina.

Hongkongs regeringschef Carrie Lam opgav at gennemføre lovforslaget i juli, men demonstrationerne fortsatte og har undertiden udviklet sig voldeligt.

Situationen har nu udviklet sig til en mere generel protest mod det kinesiske styres stigende indflydelse i Hongkong, som har haft særstatus, siden Storbritannien overgav territoriet til Kina i 1997.

Demonstrationerne mod lokalregeringen og det kinesiske styre fortsætter med at få folk på gaden.

For en uge siden deltog 1,7 millioner mennesker ifølge arrangørerne i en fredelig pro-demokratisk demonstration i det centrale Hongkong. Myndighederne har dog sat deltagertallet på omkring 128.000.