Ungarns regering vil beskatte privat nødhjælp

Viktor Orbán-regeringen fremlægger et forslag, der vil ramme private organisationer, som hjælper migranter.

Ungarns premierminister, Viktor Orbán, og hans regering vil skærpe reglerne over for private organisationer, som hjælper migranter og flygtninge. (Foto: © REUTERS/Maxim Shemetov Scanpix, Stoyan Nenov)

Ungarns regering har fremsat et lovforslag, om at hjælpeorganisationer skal betale 25 procent i skat af alle penge, de bruger i udlandet.

Forslaget åbner også for, at ansatte i organisationerne kan få forbud mod at hjælpe i migrantcentre nær Ungarns grænser.

De ansatte skal lade sig registrere i Ungarns indenrigsministerium, som så kan afvise en ansøgning eller udskrive bøder.

Forslaget drøftes tirsdag i parlamentet i den ungarske hovedstad, Budapest.

Der er generelt tale om en pakke, som er rettet mod privates hjælp til flygtninge og asylansøgere. Det er blevet internationalt kritiseret, skriver nyhedsbureauet dpa.

Flere end 200 private hjælpeorganisationer i Europa har via Amnesty International protesteret over for Ungarn.

Det er ikke nyt med kritik for Ungarns premierminister Viktor Orbans højreorienterede Fidesz-parti. Men han ryster som regel udenlandsk kritik af sig.

Der er parlamentsvalg i Ungarn 8. april. Lovforslaget ventes først til afstemning efter valget.

Men debatten om forslaget kan styrke hans parti under valgkampen.

Orban var en af lederne af den indvandrerkritiske del af EU under den store migrantkrise i 2015-2016.

Dengang trængte hundredtusinder af migranter ind i Europa og bevægede sig nordpå mod Tyskland og Skandinavien.

Migranterne kom igennem Balkan og Ungarn.

Siden har Ungarn vedtaget flere love mod asylansøgere og har afvist at acceptere EU's flygtningekvoter, selv om Bruxelles betaler den økonomiske side af sagen.

/ritzau/dpa