Ukraine har bedt den amerikanske regering om hjælp til at identificere mål inde i Rusland, så man kan ramme dem med sine egne våben. Det skriver aviserne Wall Street Journal og New York Times.
Ukraine har også bedt USA om lov til at bruge amerikanske våben til at ramme de russiske mål på den anden side af grænsen. Det oplyser USA’s forsvarschef, general Charles Q. Brown Jr.
- De har bedt om hjælp til at ramme mål inde i Rusland. Det var ikke om et specifikt våbensystem, men om øget hjælp til at ramme russerne, siger general Brown ifølge Wall Street Journal.
- I øjeblikket hjælper vi ikke med noget af det, de foretager sig i Rusland, siger han ifølge New York Times.
I et interview med det franske nyhedsbureau AFP sagde Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, i går, at Ruslands største fordel er, at de kan angreb Ukraine fra eget territorium:
Rusland rykker frem
Anmodningen fra Ukraine kommer efter, at Rusland de seneste uger har vundet frem nær Ukraines næststørste by, Kharkiv, i det nordøstlige Ukraine. I næsten halvandet år har fronterne i krigen ellers nærmest ikke har rykket sig.
Op mod 10.000 ukrainere er evakueret fra Kharkiv-regionen i takt med den russiske fremrykning, og selvom man ifølge præsident Zelenskyj har fået styrket forsvaret ved Kharkiv og tilføjet russerne store tab, er der en risiko for, at russerne kan øge presset andre steder langs fronten.
Her evakueres ukrainske civile fra en landsby nær den russiske grænse i Kharkiv-regionen:
- Efter vi længe har hørt om, at krigen stort set stod stille, så gør den det pludselig ikke længere. Rusland har erobret mere territorium end på noget tidspunkt gennem det sidste halvandet år, siger DR’s reporter i Ukraine, Brita Kvist.
- Selv om situationen nu ifølge det ukrainske militær er stabiliseret, som man kalder det, så er der en bekymring for, at russiske styrker kan angribe andre steder og presse ukrainerne yderligere, siger hun.
Det er i lyset af de mange russiske angreb ved Kharkiv på kort tid, at Ukraines anmodning til USA skal ses. Russerne benytter sig af såkaldte ’glide bombs’ – svævebomber – som kan ramme mål længere væk og ikke behøver at blive sluppet direkte over målet som konventionelle bomber.
- Rusland sender ombyggede bomber fra sovjetiske lagre med store sprængladninger ind over Kharkiv. Et effektivt forsvar ville fra ukrainsk side være at kunne skyde bombeflyene ned over russisk territorium, inden de slipper deres bombelast afsted mod mål i Ukraine, siger Brita Kvist.
Et pres på USA
Hidtil har USA’s politik været, at man hverken tillader, at amerikanske våben må bruges inde i Rusland, eller bidrager med assistance til at ramme målene.
- Vi hverken opfordrer til eller muliggør angreb inde i Rusland, hvilket har været vores politik gennem lang tid, siger en talsmand for Det Hvide Hus ifølge Wall Street Journal.
Netop de krav har Ukraine indvilliget i, da man modtog våben fra USA, og derfor er det også et pres på USA, at Ukraine nu beder om lov, forklarer Brita Kvist.
- Når man ser på den måde, den ukrainske regering og præsidenten har kommunikeret under hele den her krig, så har det været at bede meget præcist om, hvad de helst vil have. Hvilke våbentyper og hvor mange.
- Det gør man så også nu over for USA. Det indtrængende i spørgsmålet understreges af alvoren i den situation, Ukraine står i: Rusland har foretaget en invasion hen over grænsen i området nord for Kharkiv, siger Brita Kvist.
Ifølge både New York Times og Wall Street Journal overvejer den amerikanske regering i øjeblikket Ukraines anmodning.