Det er første gang siden Ruslands invasion af Ukraine, at luftalarmen over Kharkiv har blæst så længe, som den gjorde natten til fredag. I mere end 16 timer hylede tårnene, og der var meldinger om eksplosioner flere steder.
Angrebene i regionen er intensiveret de seneste måneder, hvor både infrastruktur og civile områder er blevet ramt. Senere denne fredag lød luftalarmen igen i Kharkiv.
Et russisk angreb ramte den nordøstlige by. Mindst tre mennesker mistede livet, og indtil videre er 28 meldt såret ifølge borgmesteren, Ihor Terekhov.
Kharkiv er Ukraines næstestørste by og ligger blot 30 kilometer fra den russiske grænse. Trods positionen har byen formået at holde stand i årevis.
Men denne uge har ukrainske tropper måtte trække sig tilbage i to områder i regionen, hvor en russisk offensiv presser på. Det meddelte den ukrainske hær tirsdag.
Fronterne mellem Ukraine og Rusland har ellers ikke rykket sig meget de seneste måneder.
Putins planer
Alt imens russiske tropper rykker frem og vinder terræn på slagmarken i Ukraine har Ruslands præsident, Vladimir Putin, meldt ud, at erobringen af Kharkiv ikke er en del af Ruslands "nuværende plan".
Og det kan meget vel være, fordi det ikke er realistisk lige nu med det antal russiske tropper der for nuværende er i området, fortæller Claus Mathiesen, lektor ved Forsvarsakademiet i P1 Orientering.
- At indlede en så omfattende operation som et større angreb på Kharkiv vil være, det har man simpelthen ikke styrker nok til, selvom der er opmarcheret temmeligt mange, siger Claus Mathiesen.
Rusland har gjort fremskridt i den nordlige del af Kharkiv-regionen og meddelte tirsdag, at de havde indtaget den 10. grænseby, Buhruvatka.
Politichefen i Vovtjansk, en by fem kilometer fra den russsike grænse, der har været mål for en af de russiske fremrykninger, rapporterede om ildkampe i den nordlige del af byen.
- På visse sektorer i området omkring Lukyantsi og Vovtjansk har enheder flyttet sig til mere fordelagtige positioner som følge af fjendens ild og stormangreb og for at bevare vores soldaters liv og undgå tab, sagde generalstaben i en erklæring sent tirsdag, skriver Reuters.
Claus Mathiesen fortæller, at det der foregår i den nordlige del af Ukraine handler om noget lidt andet end en decideret erobring af Kharkiv.
- Jeg tror man skal forstå det sådan, at man ønsker at oprette en 'buffer zone'. Det skal ikke være muligt for ukrainske enheder at komme så let ind i Rusland, som vi har set ved flere lejligheder, siger han.
Ukraines præsident Volodymyr Zelenskiy har anklaget Rusland for at forsøge at reducere Kharkiv til ruiner.
Du kan høre mere om den russiske fremrykning i Kharkiv i dagens udgave af Orientering