Tyskland er midt i en politisk krise. Tyskerne har stået uden regering i to måneder – siden valget i september. Nu åbner Socialdemokraterne op for at løse krisen.
Partiet har i dag sagt ja til at tage en dialog om en ny regering med Angela Merkels CDU og søsterpartiet CSU. Skulle dialogerne føre til noget lover Martin Schulz i et tweet dog, at partimedlemmerne får det sidste ord.
- Skulle det medføre, at vi på en eller anden måde deltager i dannelsen af en regering, skal vores partimedlemmer stemme om det først, skrev han.
Schulz til forhandlinger
Den tyske forbundspræsident Frank Walter Steinmeier har nu indbudt Merkel og Schulz til forhandlinger på torsdag. Den invitation har Schulz sagt, at han tager imod.
Den socialdemokratiske leder har afvist at afsløre, om han er villig til at gå i regering med den tyske kansler Angela Merkels konservative CDU/CSU.
Åbningen for at være med i en regering er en kovending for Schulz. Han har tidligere afvist al mulighed for lade socialdemokraterne være regeringsparti, efter han tabte til Merkels parti ved valget for to måneder siden. Socialdemokraternes resultat var det værste siden 1949.
"Storkoalition" på vej?
Frem til valget dannede Merkels og Schulz’ partier ellers regering i fire år. Den socialdemokratiske leder er nu under pres fra partiets bagland for at forsøge at stable en lignende ”storkoalition”, som tyskerne kalder en regeringen mellem de to største tyske partier, på benene igen.
Tidligere på ugen brød forsøg på at danne en regering mellem Merkels konservative, de liberale og de Grønne sammen.
Indtil en regering er dannet, fortsætter Angela Merkel som fungerende kansler.