Tyskerne ved ikke, hvilken regering deres land skal have de næste fire år, og det bryder de fleste sig bestemt ikke om.
- Sammenbrud i forhandlinger, nyvalg, mindretalsregering - den slags begreber er man slet ikke vant til i Tyskland, fortæller DR Nyheders korrespondent i Berlin, Michael Reiter:
- Tyskerne kan godt lide, at der er orden i tingene. De vil gerne have politisk stabilitet - og det har de ikke lige nu. Det er noget, som alle, jeg kender, taler om.
Bolden hos SPD
Valget til Forbundsdagen for en måned siden gav et mudret resultat, og tidligere i denne uge brød regeringsforhandlinger mellem kansler Angela Merkels konservative i CDU/CSU, det liberale FDP og De Grønne sammen.
Bagefter var Merkel hurtigt ude og sige, at hun foretrækker et nyvalg fremfor at danne en mindretalsregering.
Sammenbruddet og Merkels udmelding sendte bolden tilbage i hovedet på de tyske socialdemokrater SPD, som har siddet i koalitionsregering med CDU/CSU de seneste fire år.
Regeringsansvaret var ikke noget, SPD fik kredit for ved valget i sidste måned. Partiet fik sit dårligste resultat siden 2. Verdenskrig, selvom man har leveret på en række mærkesager som mindsteløn og homoægteskaber.
Ikke råd til valgkamp
SPD's formand, Martin Schulz, har da også tydeligt meddelt, at han ikke ønsker at fortsætte regeringssamarbejdet, men her mangler han opbakning i store dele af sit bagland.
Tanken om nyvalg giver nemlig nervøse trækninger blandt mange socialdemokrater.
- De ser, at SPD falder yderligere i meningsmålingerne lige nu, og det tyder på, at tyskerne er sure over, at socialdemokraterne ikke vil tage ansvar og gå i regering, fortæller Michael Reiter:
- Og så er der et finansielt aspekt: Den seneste valgkamp slog hul i socialdemokraternes pengekasse, så de har ikke rigtig råd til en ny valgkamp.
Schulz i træet
SPD-formand Martin Schulz var i går til møde hos den tyske præsident, Frank-Walter Steinmeier, og bagefter holdt den socialdemokratiske partitop krisemøde til langt ud på natten.
- Der er fortalere for en ny storkoalition i partiet, men så har du også en meget stor gruppe, som holder fast i, at en ny tur i karrusellen med Merkel vil være ødelæggende for SPD, så man er splittet på det her spørgsmål.
Uanset hvad vil være lidt af en præstation, hvis Schulz formår at kravle ned fra det træ, han har sat sig op i, med æren i behold, vurderer Michael Reiter:
- I første omgang bliver han nødt til at tale med Merkel, så det ikke virker som om, at SPD løber fra sit ansvar. Og her vil Schulz nok forsøge at komme væk fra det kategoriske ønske om, at der skal komme et nyvalg i Tyskland.
Martin Schulz skal forsøge at finde et gyldent kompromis, der kan tilfredsstille begge fløje i SPD, siger korrespondenten.
Umiddelbart tegner der sig følgende muligheder for partilederen:
- 1
Han kan love at støtte en konservativ mindretalsregering, så SPD kan præge Merkels politik, men samtidig profilere sig som oppositionsparti.
- 2
SPD kan gå med i en ny storkoalition mod at forlange store indrømmelser til socialdemokraterne fra Merkel.
- 3
Martin Schulz kan gå af som formand og overlade problemet til en anden.