Tyske byer og kommuner skal have lov til at forbyde dieselbiler på deres veje for på den måde at bekæmpe den kritiske luftforurening, som præger mange områder i Tyskland.
Det har forvaltningsdomstolen i Leipzig i dag besluttet.
Dommen betyder kort og godt, at byerne kan indføre forbud mod dieselbiler i særlige byzoner på de tidspunkter, hvor den sundhedsskadelige luftforurening er særlig høj.
Og dommen er i sig selv ikke overraskende, forklarer DR’s korrespondent i Tyskland, Michael Reiter.
- Siden 2010 har Tyskland haft EU-Kommissionen på nakken, fordi landet ikke overholder grænseværdierne for luftforurening. Derfor er der mange, der havde regnet med, at domstolen ville lægge op til et sådant forbud, siger han og fortsætter:
- Byerne behøver som sådan ikke at følge dommen. Men de er forpligtiget til at overholde grænseværdierne, og derfor har de ikke så mange andre muligheder end at indføre et forbud, som de nu har fået lov til.
Ingen fælles miljøstandard
Det er en miljøorganisation, der har lagt sag an mod storbyerne Stuttgart og Düsseldorf for ikke at gøre nok mod netop forurening fra dieselbiler.
De havde allerede forberedt sig på udfaldet af dagens dom, og derfor vurderer Michael Reiter, at de relativt hurtigt vil indføre forbuddet.
Men de er langt fra de eneste byer og områder i Tyskland, der døjer med forureningsproblemet, og derfor kan man godt forestille sig, at andre vil følge trop.
Men det bliver ikke helt uden problemer, understreger han.
- Den tyske regering har undladt at indføre en fælles miljøstandard for hele Tyskland, så det er op til de lokale myndigheder at definere deres egne regler og forbud. Derfor vil det både tage tid og skabe udfordringer, siger Michael Reiter.
- Det kan eksempelvis betyde, at en bilist godt må køre igennem Berlin med sin dieselbil, men ikke igennem Köln.
Indgreb i den personlige frihed
Ifølge de tyske myndigheder er der omkring 15 millioner dieselbiler indregistreret i Tyskland, hvilket svarer til hver tredje bil i landet.
Og kun omkring seks millioner af dem lever op til den nyeste miljøstandard, Euronorm 6D, som gør, at de vil blive undtaget for forbuddet.
Derfor har dommen også skabt store overskrifter og debat i det bilbegejstrede land, som er hjemsted for store bilproducenter som VW, Mercedes-Benz og Audi.
- Det er noget, som splitter Tyskland, og der er mange tyskere, som mener, at det er et indgreb i den personlige frihed og et angreb på deres højt elskede biler, siger Michael Reiter.
For pendlere kan det eksempelvis betyde, at de må lade bilen stå eller køre uden om de nye forbudszoner, når de skal til og fra arbejde.
Og et forbud kan også komme til at ramme udrykningskørsel, varetransporter og offentlig trafik, fortæller Michael Reiter.
Mulig konsekvens for danske bilister
Selv hvis man vælger at indføre forskellige undtagelser, så frygter mange, at det kan få infrastrukturen i byerne til at kollapse, siger DR’s korrespondent.
- Men forureningsproblemet er rimeligt åbenlyst for alle, og nu er der strid om, hvem der skal betale for at opgradere dieselmotorerne teknisk, så de lever op til miljøkravene. For det kommer til at koste tusindvis af euro. Bilindustrien vil ikke, men måske vil politikerne tvinge dem til det.
Derudover kan dagens dom også få konsekvenser danske bilejere, der krydser igennem landet, når de eksempelvis skal på ferie, vurderer Michael Reiter.
-Det er ikke noget, der har været på dagsordenen endnu, men min vurdering er, at forbuddet gælder for alle biler, der ikke lever op til kravene - også danske. Da der eksempelvis blev indført miljøzoner i tyske storbyer, berørte det også danske bilister, siger han.
Men hvordan myndighederne helt konkret skal håndhæve et givent dieselbilforbud, er dog endnu uklart, pointerer Michael Reiter.
- Det vil ikke lige umiddelbart være til at se på mange af bilerne, om de lever op til miljøstandarden eller ej, og derfor står politiet over for en kæmpe udfordring.
Afgørelsen har vakt opsigt i udlandet, heriblandt i Danmark, hvor Det Økologiske Råd i Danmark ifølge Ritzau kalder den tyske forbundsdomstols afgørelse for dødsstødet til dieselbiler.
- Det er en historisk sejr i kampen mod luftforurening, og den markerer samtidig enden for dieselbilen, siger Jeppe Juul, der er transport- og energimedarbejder i Det Økologiske Råd, i en pressemeddelelse.
Omkring 13.000 tyskere dør årligt for tidligt på grund af forurening med NOx fra dieselbiler, påpeger han.