Borgmester vil have Folketingets hjælp mod luftforurening

Folketinget skal hjælpe København med at få renere luft, mener overborgmester Frank Jensen.

Der vil i fremtiden være færre dieselbiler i København, hvis det står til Frank Jensen. (Foto: © NIELS AHLMANN OLESEN, Scanpix)

Københavns overborgmester Frank Jensen (S) vil have renere luft i København.

En af måderne er ved at få udfaset dieselbilen. Han har tidligere foreslået, at nye dieselbiler i fremtiden ikke skal have adgang til at komme ind i København, hvis de er købt efter 2019.

Hvert år dør 1700 mennesker i Hovedstadsområdet af luftforurening, viser tal fra Miljø- og Fødevareministeriet i et svar til folketingspolitiker Lars Aslan Rasmussen (S).

Af den grund er det ifølge Frank Jensen vigtigt, at der bliver gjort noget ved problemet.

- Der kan og skal gøres mere. Det er også baggrunden for, at jeg har spillet ud med en omfattende plan for at sikre en renere luft til københavnerne, siger han og tilføjer:

- Det er for mig at se en kerneopgave at sikre, at vi allesammen kan trække vejret frit.

Ud af de 1700 årlige dødsfald er 550 af dem i København og på Frederiksberg.

Men det er svært for Københavns Kommune at ændre noget som eksempelvis at fjerne dieselbiler, medmindre man også får Folketinget med.

- Skal vi have udfaset diesel som drivmiddel i bilerne, så kræver det, at Folketinget også giver mulighed for, at ren luft zonen rundt om København også omfatter dieselbiler, siger Frank Jensen.

Regeringen: Udfasning løser ikke problemet

I regeringen mener man ikke, at det er løsningen helt at fjerne dieselbilen. Men der kan godt stilles krav til selve forureningen, mener miljøordfører Mette Abildgaard (K).

- For mig er det afgørende ikke at forbyde dieselbiler, men den forurening, der kommer fra nogle biler. Men vi kan stille krav ved eksempelvis partikelfiltre.

Hun er dog helt enig i, at dieselbiler på et tidspunkt ikke vil være at finde i København.

- Når vi kigger ind i fremtiden, så er det klart, at der kommer en dag, hvor der ikke længere er dieselbiler i København. Men det kræver en lang indfasning, så folk ikke oplever, at den bil, de har investeret i, lige pludselig ikke kan bruges, siger Mette Abildgaard.

Der er heller ikke en grund til at forbyde dieselbilerne, fordi de hele tiden bliver renere, siger miljøordfører fra Venstre Erling Bonnesen.

- At spekulere i at lave forbud om 20-30 år giver ingen mening.

Problemet vil i stedet løse sig selv, mener han.

- Bilproducenterne har meldt ud, at de er langt fremme i videreudviklingen af nye biler. Den udvikling skal selvfølgelig være attraktiv for forbrugerne økonomisk, og det er på vej, fortæller Erling Bonnesen.