- Ærligt talt mener jeg, at landet fortjener en debat indtil klokken 3 i nat.
Sådan lød det fra den republikanske senator Rand Paul, der forsøgte at stikke en kæp i hjulet for at få stemt en aftale om USA's offentlige budget igennem i Senatet.
Tidsfristen for afstemningen i Senatet udløb, da klokken passerede midnat i Washington - klokken seks dansk tid, fordi Rand Paul ikke ville lade afstemningen gå i gang.
Klokken lidt i otte dansk tid er aftalen dog kommet igennem Senatet og er nu sendt videre til Repræsentanternes Hus. Men indtil den er blevet vedtaget i Huset, er der ikke er en gældende aftale for USA's offentlige budget, og derfor er statsapparatet lukket ned.
Rand Paul har trukket afstemningen i langdrag, fordi han er utilfreds med, at budgetaftalen vil betyde, at USA's gæld vil stige med 300 milliarder dollar, der svarer til 1,8 billioner kroner. Og selvom han er ene om at få udskudt afstemningen, står han ikke alene med sin utilfredshed.
- Hans protest vækker genklang. Republikanerne hamrede i årevis løs på Obama-regeringen i protest over stigende gæld, siger USA-korrespondent Lillian Gjerulff Kretz og fortsætter:
- Men efter at republikanerne er kommet til magten, har tonen ændret sig markant. I hvert fald hos den republikanske ledelse, der nu bakker op om en massiv gældsforøgelse for at sende flere penge til blandt andet militæret, immigrationskontrol og infrastruktur, samtidig med at republikanerne har fjernet indtægtsgrundlaget i form af den her nye, store skattereform, som sænker skatterne markant.
Havde forventet smertefri fødsel i Senatet
Mens det er forventeligt, at den kommer til at møde modstand i Repræsentanternes Hus, havde hverken den demokratiske eller republikanske leder af Senatet regnet med, at der ville opstå problemer i deres del af Kongressen.
- Det er en afstemning, som de simpelthen troede ville gå smertefrit igennem Senatet. De havde forventet, at det egentlige slag om den her 600 sider lange finanslov ville komme til at stå i Repræsentanternes Hus, siger Lillian Gjerulff Kretz.
Rand Pauls protest her til morgen betyder dog ikke, at budgetforslaget skal ændres, for at USA's statsapparat kommer på benene igen, og afstemningen i Senatet er allerede i gang.
- Det her er en protestaktion, der i hvert fald bliver hørt rundt omkring i USA. Nu er den igennem Senatet, og så kommer den store kamp i Repræsentanternes Hus, siger Lillian Gjerulff Kretz.
Demokrater vil tage bestik af situationen
De 51 republikanske medlemmer af Senatet har brug for stemmer fra demokratiske medlemmer, for at aftalen kan stemmes igennem. Kravet er nemlig, at der er 60 stemmer for, inden den kan sendes videre til Repræsentanternes Hus.
Og når op mod en tredjedel af republikanerne ventes at stemme nej til aftalen, gør det kun demokraternes stemmer vigtigere.
- Det vil de bruge til at presse republikanerne, siger Lillian Gjerulff Kretz.
I forbindelse med den seneste tids afstemninger om en midlertidig budgetaftale, har der været et gennemgående krav fra Demokraterne. Nemlig at der bliver lavet en aftale for de 700.000 såkaldte "drømmere", der er børn og unge af illegale indvandrere i USA.
I efteråret ophævede den amerikanske præsident, Donald Trump, et program ved navn DACA, der var sat i søen af tidligere præsident Barack Obama. DACA-programmet lod de unge drømmere blive i landet, hvor de kunne få lov at studere eller arbejde i en periode.
Men de risikerer nu udvisning, efter at Donald Trump har ophævet programmet.
- Det har set lidt svært ud med, men nu hvor Demokraterne kan se, hvor store problemer Republikanerne har, så kan det være, at de kan bruge det til at presse dem i sidste øjeblik og måske få en eller anden form for løfte igennem – som de har lovet deres bagland, siger Lillian Gjerulff Kretz.