For anden gang på tre uger: USA's statsapparat lukker ned

Senatet har ikke fået stemt USA's offentlige budget igennem inden deadline.

Senatet i USA havde deadline for at stemme en toårig budgetaftale igennem. (Foto: © Chip SOmodevilla, Scanpix)

Da klokken passerede seks her til morgen dansk tid, overskred Senatet i USA tidsfristen for at få vedtage en aftale for de forenede staters offentlige budget.

Det betyder, at USA's statsapparat lukker ned.

Ifølge The New York Times skal senatorerne dog allerede stemme om budgetaftalen omkring klokken 7 dansk tid, hvor senatorerne ifølge avisen forventes at stemme for aftalen.

Når aftalen er blevet stemt igennem af Senatet, skal budgettet igennem Repræsentanternes Hus, og her er aftalens skæbne langt mere usikker.

Det er den republikanske senator fra Kentucky, Rand Paul, der har stukket en kæp i hjulet på nattens afstemning om budgettet, fordi han er utilfreds med, at der er lagt enorme stigninger på de offentlige udgifter ind i aftalen.

- Jeg mener, at landet fortjener en debat indtil klokken 3 i nat, hvis jeg skal være ærlig, siger han til New York Times.

Den offentlige sektor går i stå

Det lukkede statsapparat betyder, at store dele af den offentlige sektor i USA går i stå. Uden et vedtaget budget må den nemlig ikke foretage sig noget, medmindre der er tale om nødstilfælde.

Derfor vil tusindvis af offentligt ansatte blive sendt på tvungen orlov. Dele af det offentlige system som fængsler og sygehuse bliver dog holdt kørende, ligesom at militæroperationer heller ikke bliver lukket ned.

Den amerikanske regering har derfor meddelt offentligt ansatte, at de skal henvende sig til deres arbejdsplads for at få vejledning om deres arbejde, skriver Reuters.

Det er anden gang på bare tre uger, at statsapparatet bliver lukket ned på grund af afstemninger om budgettet.

Sidst skete det den 23. januar, hvor der blev lukket for pengekassen i tre dage, indtil at Demokraterne og Republikanerne i Senatet blev vedtog en midlertidig budgetaftale.