Trump vil have Rusland tilbage i G7: Vi har en verden at styre

Når syv af verdens førende industrinationer mødes til deres årlige topmøde, bør Rusland være med, mener Trump.

Medlemmerne af G7 er Canada, Frankrig, USA, Storbritannien, Tyskland, Japan og Italien. Ledere fra EU deltager også. Men Trump savner Rusland. (Foto: © Kevin Lamarque/ Scanpix /Scanpix, DR ARKIV)

Rusland bør deltage i G7-landenes årlige topmøde, som bliver afholdt fredag og lørdag i Ottawa i Canada.

Det mener den amerikanske præsident, Donald Trump, skriver nyhedsbureauet Reuters.

G7 er en organisation for verdens førende industrinationer. Der er syv medlemslande. Hvert år mødes G7-landenes ledere og diskuterer emner, som er væsentlige på den internationale dagsorden.

Skiftede navn til G8

I 1998 kom Rusland med til de årlige topmøder, og samarbejdet skiftede dengang navn til G8.

Men Rusland blev i forbindelse med et ekstraordinært topmøde i 2014 ekskluderet på grund af sin annektering af Ukraines Krim-halvø.

Ved sin ankomst til topmødet sagde Donald Trump ifølge bbc.com, at han var ked af, at mødet havde fået færre deltagere.

- Hvad enten I kan lide det eller ej - og det er måske ikke politisk korrekt - så har vi en verden at styre, og i G7, som var G8, indtil de smed Rusland ud, burde de lade Rusland komme tilbage igen.

Canada imod russisk medlemskab

Medlemmerne af G7 er Canada, Frankrig, USA, Storbritannien, Tyskland, Japan og Italien. EU deltager også og er repræsenteret af kommissionsformand Jean-Claude Juncker og EU-præsident Donald Tusk.

En talsmand for Canadas premierminister, Justin Trudeau, siger, at den canadiske holdning, der går imod et russisk medlemskab, er uændret.

Derimod siger den nye italienske premierminister, Giuseppe Conte, at han er enig med Trump i, at Rusland bør komme med i G7 igen.

I en erklæring fra præsident Vladimir Putins talsmand hedder det, at Rusland har fokus på andre formater end G7.

- Vi fokuserer på andre formater, siger talsmanden, Dmitrij Peskov, til det russiske nyhedsbureau Tass.

Den amerikanske præsident forventes at forlade mødet lørdag formiddag og deltager dermed ikke i samtaler om klimaforandringer og miljø. Det meddelte Det Hvide Hus torsdag.

/DR Nyheder/