Den amerikanske præsident, Donald Trump, vil nu have kortlagt, hvorfor fortrolige oplysninger fra efterforskningen af terrorangrebet i Manchester, som den britiske efterretningstjeneste har delt med deres amerikanske kollegaer, er blevet lækket til den amerikanske presse.
Det siger præsidenten efter hård kritik fra den britiske regering.
- De påståede læk, som kommer fra statslige myndigheder, er dybt bekymrende. Disse læk har fundet sted i lang tid, og min administration vil til bunds i det. Disse læk af følsomme informationer udgør en alvorlig trussel for vores nationale sikkerhed, siger han ifølge ABC News.
Meldingen kommer, blot få timer efter at USA's fungerende ambassadør i Storbritannien, Lewis Lukens, i et interview med BBC kaldte lækagen for både ”forkastelig” og ”dybt foruroligende”.
Her fortalte han, at Trump-administrationen "er fast besluttet på at identificere disse læk og stoppe dem" - og at han ikke håber, at de lækkede oplysninger vil skade forholdet mellem de to landes efterretningstjenester.
Ifølge præsidenten selv er det særlige forhold mellem Storbritannien og USA det forhold, som han værdsætter mest, og derfor er det vigtigt for ham at komme til bunds i, hvorfor det kunne ske.
- Jeg vil bede Justitsministeriet og andre relevante styrelser om at påbegynde en tilbundsgående undersøgelse af sagen. Og hvis det bliver nødvendigt, skal forbryderen blive retsforfulgt i lovens fulde omfang, siger præsidenten.
May til Trump: Oplysninger skal forblive sikre
Lækagen begyndte blot et døgn efter mandagens terrorangreb, hvor den amerikanske tv-station NBC News kunne afsløre identiteten på gerningsmanden på baggrund af en anonym kilde i den amerikanske sikkerhedstjeneste.
I går kunne avisen The New York Times vise fortrolige billeder af blandt andet den babyblå rygsæk, som den 22-årige gerningsmand, Salman Abedi, efter alt at dømme bar sin hjemmelavede bombe i.
De mange læk har skabt vrede i både den britiske regering og i den engelske storby, hvor angrebet fandt sted.
- Det bekymrer mig, at oplysninger fra efterforskningen tilsyneladende kom fra USA. Det er uacceptabelt, at der kommer informationer ud, som ikke kommer direkte fra britisk politi og sikkerhedstjenester, sagde Manchesters borgmester, Andy Burnham, tidligere på dagen.
Den britiske premierminister, Theresa May, er på vej til Bruxelles i Belgien, hvor hun skal deltage i et Nato-møde med blandt andre USA’s præsident, Donald Trump. Her vil hun tage lækagen op med sin amerikanske kollega.
- Jeg vil gøre det klart over for præsident Trump, at efterretninger, som er blevet delt mellem vores retshåndhævende myndigheder, skal forblive sikre, siger hun i en video på sin Twitter-profil.
Kompromitteret efterforskning
Ifølge BBC har lækagen betydet, at briterne nu er holdt op med at dele informationer med USA. Nyhedsstationen har dog ingen kilder på den oplysning.
Men Manchesters borgmester bekræfter oplysningen over for den amerikanske tv-station CNN og understreger, at det udelukkende drejer sig om oplysninger fra efterforskningen af terrorangrebet, og at det er midlertidligt.
- Efterforskningen er blevet kompromitteret af lækagen, og vi kan ikke risikere det længere, siger han til CNN og understreger, at han håber, at forholdet mellem landenes efterretningstjenester snart kan blive normalt igen.
22 personer, heriblandt flere børn og unge, har indtil videre mistet livet i angrebet, der fandt sted efter en popkoncert med den amerikanske sangerinde Ariana Grande.
Fem børn er fortsat indlagt med kritiske skader, oplyser de britiske sundhedsmyndigheder.