Sørgende brød ud i Oasis-sang i Manchester

"Se ikke tilbage i vrede, se fremad", lyder spontan fællessang efter et minuts stilhed for Manchester-angreb.

Sådan lød det, da sørgende i Manchester spontant sang Oasis-hittet 'Don't look back in anger', fra gruppens 1995-udgivelse '(What's the Story) Morning Glory?'

Bybilledet i Manchester frøs i formiddags, da britere holdt ét minuts stilhed for at mindes ofrene i terrorangrebet, der skete mandag i denne uge.

På St Ann's-pladsen var byoverhoveder, borgere og besøgende samlet foran et blomsterhav for at sende tanker til de 22 dræbte og 119 sårede, da stilheden pludselig blev brudt, skriver Telegraph.

En kvinde brød spontant ud i Oasis-sangen 'Don't look back in anger', som er et berømt nummer af Manchester-bandet.

Avisen The Guardian har talt med Lydia Bernsmeier-Rullow, der med favnen fuld a blomster pludselig slog tonen an.

- Se ikke tilbage i vrede - det er det, det handler om. Vi skal ikke se tilbage på, hvad der skete, vi skal se fremad, siger hun.

- Vi skal alle videre, for det er sådan, Manchester gør.

Hun blev meget bevæget, da menneskemængden hurtigt stemte i hendes toner i en stille version af Britpop-klassikeren.

- Det rørte mig dybt og gav mig kuldegysninger, at alle sang med, siger Lydia Bernsmeier-Rullow.

Gengivelsen sluttede, da folk brød ud i klapsalver som afslutning på mindeseancen og vendte tilbage til arbejdet og andre gøremål.

Lydia Bernsmeier-Rullow siger til The Guardian, at hun ved, at byen vil komme sig over tragedien.

- Det gjorde den også for 20 år siden - det gør den altid, siger hun.

Tilbage i 1996 var Manchester også scene for et terrorangreb. Dengang var det den irske oprørsbevægelse IRA, der stod bag.

- Kærlighed til alle

Forsangeren i det hedengangne Oasis, Liam Gallagher, der selv er fra Manchester, tweetede kort efter terrorangrebet på Manchester Arena.

- I total chok og fuldstændig ødelagt over, hvad der er sket i Manchester. Sender kærlighed og lys til alle involverede familier.

Politiet var massivt til stede under mindehøjtideligheden i byens centrum, og væbnede betjente patruljerede ved banegårde og udvalgte bygninger.