Manchester-borgmester efter læk til amerikanske medier: Det er uacceptabelt

Britiske medier forventer, at premierministeren vil konfrontere præsident Trump med lækagerne, når de mødes i Bruxelles i dag.

Manchesters borgmester, Andy Burnham, finder det "uacceptabelt", at informationer om den formodede gerningsmand bag terrorangrebet i Manchester, kunne læses i amerikanske medier (Foto: © CHRIS J RATCLIFFE, Scanpix)

Før de britiske myndigheder havde tiltænkt at offentliggøre nogen informationer om den formodede gerningsmand bag terrorangrebet i Manchester, offentliggjorde amerikanske medier navn og alder på manden.

Gerningsmanden bag den hjemmelavede bombe, der blev udløst efter en Ariana Grande-koncert i Manchester i mandags, er identificeret som den 22-årige Salam Abedi.

Hans identitet kunne læses på amerikanske medier, blandt andet hos NBC News, kun 24 timer efter angrebet.

Og det har skabt vrede, at amerikanske sikkerhedstjenester har lækket oplysninger, de havde fået af briterne, før briterne selv var klar til at gå ud med oplysningerne. Blandt andet hos Manchesters borgmester, Andy Burnham.

- Det bekymrer mig, at oplysninger fra efterforskningen tilsyneladende kom fra USA. Det er uacceptabelt, at der kommer informationer ud, som ikke kommer direkte fra britisk politi og sikkerhedstjenester.

- Disse bekymringer har jeg delt med den amerikanske ambassadør, siger Andy Burnham til BBC.

De britiske frustrationer over USA steg yderligere i går, da New York Times offentliggjorde retsmedicinsk materiale, som var blevet lækket til avisen.

Her fremgår det, at bomben var sofistikeret og konstrueret med omhu. Briterne frygter, at det lækkede materiale kan komplicere efterforskningen.

May vil konfrontere Trump

Den britiske premierminister Theresa May mødes senere i dag med den amerikanske præsident, Donald Trump, i Bruxelles og her forventer britiske medier, at May vil konfrontere Trump med lækagerne.

De seneste dages lækager kan også få konsekvenser for de fremtidige efterretningssamarbejde mellem Storbritannien og USA – især når man læser en udtalelse fra den britiske anti-terrorenhed NPCC.

- Vi sætter stor pris på vigtige samarbejde, vi har med sikkerhedspartnere og efterretningstjenester verden over. Men når tilliden brydes skader det vores samarbejde, vores efterforskning og tilliden fra ofre, vidner og deres familier.

- Skaden bliver endnu større, når det omhandler uautoriseret offentliggørelse af mulige beviser midt under en stor efterforskning, står der i udtalelsen fra National Police Chiefs Council.

Ifølge BBC er britisk politi stoppet med at dele informationer med USA efter de mange lækager. Det er dog ikke blevet bekræftet fra officielt hold.