Trump truer: Lande der handler med Iran er udelukket fra handel med USA

Meldingen kommer dagen efter at EU forbyder virksomheder at adlyde amerikanske sanktioner.

Trump optrapper krigen med EU i nyt tweet. (Foto: © Carlos Barria, Scanpix)

Konflikten mellem den amerikanske præsident Donald Trump og Den Europæiske Union er endnu engang optrappet.

Det sker efter at EU-kommissionen har gjort det klart, at man vil gå meget langt for at sikre europæiske virksomheders handel med Iran, trods amerikanske sanktioner, som blev genindført i nat.

Således trådte en EU-forordning i kraft ved midnat, som blandt andet forbyder europæiske virksomheder at overholde de amerikanske sanktioner, med mindre de får tilladelse.

Og i morges skrev Donald Trump et indlæg på Twitter, som ligner et direkte svar, selv om det ikke nævner EU.

- Disse er de skarpeste sanktioner nogensinde indført, og til november optrappes de yderligere. Enhver som handler med Iran vil IKKE komme til at gøre forretning med USA, skriver den amerikanske præsident.

Frygt for sekundære sanktioner

EU-forordningen, som trådte i kraft i dag, har form af en opdatering af den såkaldte blokeringsmekanisme fra 1996.

Den skulle gøre det muligt for europæiske virksomheder at gøre forretning med blandt andet Cuba, trods amerikanske sanktioner.

Dengang fik den USA til at afholde sig fra såkaldte sekundære sanktioner mod virksomheder og lande, som brød de amerikanske sanktioner.

Men i denne ombæring har USA's præsident Trump understreget, at ingen vil blive undtaget fra sekundære sanktioner.

Derfor har mange europæiske virksomheder og banker, særligt dem med interesser i USA, allerede varslet at de er på vej ud af Iran.

Fakta: Sanktioner

  • Sanktioner er et middel, som det internationale samfund eller enkeltlande kan bruge for at få andre lande, personer og virksomheder til at ændre adfærd.

  • De kan for eksempel have form af stop for finansielle transaktioner, restriktioner for samhandel, rejseforbud eller afbrydelse af diplomatiske forbindelser.

  • Sekundære sanktioner skal lægge pres på tredjelande og -parter for at få dem til at overholde de indførte sanktioner, selv om de ikke er omfattet af dem juridisk.

  • De kan eksempelvis ske ved at give banker et valg mellem at ophøre med at overføre penge til Iran, hvis de vil have adgang til de amerikanske finansielle system.