Trump sender soldater til grænsen: Militæret skal kunne skyde migranter

Asylsystemet skal laves om, og stenkastere skal betragtes som bevæbnede, bebuder præsidenten.

- De vil kaste sten mod vores militær, vores militær svarer tilbage.

- Når de kaster med sten, som de gjorde mod det mexicanske militær og politi, så siger jeg: Betragt det som en riffel.

Sådan lød meldingen fra præsident Donald Trump i nat dansk tid, da præsidenten brugte næsten en time på at tale om migration for den samlede presse i Det Hvide Hus.

Her henviste han til uroligheder mellem de mexicanske myndigheder og op mod 1.500 migranter, der sidste søndag kostede en migrant livet og sårede seks mexicanske betjente.

Præsidenten har sendt 5.200 soldater til USA's sydlige grænse for at holde en nærmende migrantkaravane fra Mellemamerika ude af landet. Yderligere 10.000 soldater kan være på vej.

Adspurgt, om han kunne se militæret åbne ild, sagde præsidenten:

- Jeg håber det ikke - men det er militæret.

Blæser til kamp mod asylsystem

Tidligere i går meddelte Det Hvide Hus, at præsident Trump vil fremlægge et dekret, der skal betyde, at migranter fremover kun kan søge asyl, hvis de kommer til USA på lovlig vis.

Hvordan det skal lade sig gøre, blev ikke uddybet, beretter flere medier, som også påpeger, at forslaget kan være forfatningsstridigt. Samtidig rapporterer The Guardian, at præsidenten ikke nødvendigvis har bemyndigelse til at diktere, hvordan tropperne skal reagere mod stenkast.

Den amerikanske lovgivning tillader alle på amerikansk jord at søge asyl, hvis der er en velbegrundet frygt for forfølgelse på baggrund af eksempelvis race eller politisk overbevisning, rapporterer CNN.

Men det siger præsidenten altså, at han vil gøre op med.

- De, der vælger at bryde vores love og indrejse på ulovlig vis, kan ikke længere bruge grundløse ansøgninger til at få automatisk adgang til vores land, lød det fra præsident Trump.

Han gav udtryk for, at personerne i migrantkaravanen, der lige nu bevæger sig mod USA, ikke er "legitime asylansøgere", beretter Ritzau.

Fast talepunkt

Præsidenten brugte i går en stor del af tiden i det Hvide Hus og ved et vælgermøde i Missouri på at tale om et af de helt store emner ved tirsdagens midtvejsvalg: Indvandring.

Emnet har stået højt på præsidentens dagsorden i den seneste tid, hvor migrantkaravanen er blevet et fast talepunkt ved de mange vælgermøder, som præsidenten rejser rundt til.

En karavane, som præsidenten i går omtalte som "voldelig", og som ville "invadere" USA.

- Dette er barske mennesker, de er ikke små engle, og vi lukker dem ikke ind i vores land, sagde præsidenten i aftes under et vælgermøde i Missouri, skriver The Guardian.

Præsidenten har også varslet et opgør med USA's såkaldte catch and release politik, hvor migranter, der krydser grænsen ulovligt, sendes direkte tilbage til Mexico.

Han lægger i stedet op til, at tusindvis af personer vil blive tilbageholdt på ubestemt tid i store teltbyer ved grænsen.