En gruppe unge mænd rækker tommelfingrene i vejret foran en stor mexicansk lastbil.
- Kom nu, tag os med, der sker ikke noget - tag os med, råber de opfordrende til chaufføren. Lastbilen sagtner farten lidt, og de unge spurter hen ad den støvede mexicanske landevej. De når lige akkurat at hoppe op bag på lastbilen, inden den speeder op igen med de nu jublende migranter bag på.
De unge mænd er med i den migrantkaravane, der har rejst hele vejen fra Honduras og har som mål at nå USA´s grænse. De fleste vil søge om asyl, fordi de flygter fra vold og høje mordrater i Mellemamerika.
- Problemet i Honduras er de mange forbrydere, volden, fattigdommen, arbejdsløsheden, de mange bander og den høje mordrate, forklarer 28-årige Danilo Reyes.
Kritisk punkt
Karavanen startede 12. oktober i den voldsramte storby San Pedro Sula i Honduras.
- Vi kalder byen for “den organiserede kriminalitets hovedstad”, fortæller Ivan Sinoe, der ligesom Danilo Reyes nu går mange kilometer om dagen i karavanen.
Migranterne rejser let. De fleste af de unge mænd har kun en lille rygsæk med lidt ekstra tøj og måske et tæppe eller liggeunderlag. Familier med børn har mere bagage og bliver oftest hjulpet af de andre i karavanen og af de lokale eller nødhjælpsorganisationerne. Karavanen havde på højdepunktet op mod 7.500 personer. Men nu vurderes der at være højest 4.000.
- Karavanen er ved et kritisk punkt lige nu. Vi har ikke fået nok støtte og har gået virkelig langt for at nå hver eneste nye destination. Men vi er kommet langt væk fra og fortsætter, fordi Gud støtter os. Vi vil derfor nå hele vejen til USA's grænse, siger Ivan Sinoe.
Langs de mexicanske landeveje
Hver dag går karavanen tidligt ud fra den by, migranterne har overnattet i. De starter ofte mellem klokken 3 og 4 om natten. Det er for at undgå at gå for meget i middagsvarmen - mellem klokken 10 og 16 bager solen ubarmhjertigt ned på de migranter, der stadig er på landevejene.
Når karavanen ankommer til en ny by, starter alt forfra. De flere tusind migranter sætter teltlejre op omkring bymidten og fylder nærmest de små søvnige mexicanske byer helt op. Migranterne er totalt udmattede og sover på gader og stræder i skyggen.
Selvom karavanen startede spontant - efter aktivitet på de sociale medier - og officielt ikke har nogen ledelse, så er den overraskende velorganiseret. Migranterne kan få gratis lægehjælp, der er legerum til børnene, maduddeling og tøjuddeling. Det mexicanske Røde Kors har flere stande i byerne, som karavanen ankommer til, der er gratis medicin, og en række ambulancer står klar til at hjælpe de syge.
- Situationen i karavanen er meget skidt lige nu. Vi mangler transport og fornødenheder. Vi har også en række mødre med børn, som har behov for hjælp, og de gravide kvinder har gået alt for langt, siger Carol Torres, der er uofficiel leder i karavanen.
Byens forsamlingshus er indrettet som et nødlazaret kun for kvinder og børn. Overalt ligger kvinder med deres små børn og sover, fordi de er udmattede eller syge efter strabadserne. Cirka 300 personer fylder salen - spædbørn og småbørn græder, mens deres segnefærdige forældre forsøger at trøste børnene.
- Vi er meget triste, fordi vi skal gå så meget. Det er meget hårdt, og de lokale myndigheder giver os problemer. De påstår, at karavanen er blandet. At der er både er gode og dårlige mennesker med. Vi beder gud og præsident Trump om at lukke os ind i USA, siger migranten Ana Boror.
Trump indsætter soldater
Donald Trump har brugt karavanen meget aktivt i sin valgkampagne op mod midtvejsvalget på tirsdag. Trump har sagt, at han vil indsætte op til 15.000 soldater på grænsen i et direkte svar på karavanen.
- De der mennesker i karavanen kan godt glemme det, for jeg har ringet til militæret. Det er en invasion af vores land, og de kommer ikke ind, sagde præsidenten forleden i et interview til Fox News.
Præsidenten bliver kritiseret for at overdrive faren fra karavanen og bruge det som et politisk våben i valgkampagnen. Trump blev valgt i 2016 på en hård immigrationslinje og løftet om at bygge en mur mod Mexico. Amerikanske iagttagere mener derfor, at præsidenten bruger karavanen for at få sine kernevælgere til at blive skræmte af illegal immigration. Derved skulle de så i højere grad dukke op ved stemmeurnerne ved midtvejsvalget på tirsdag.
Åbne sit hjerte
Et af kritikpunkterne af præsidenten er, at de fleste migranter i karavanen har tænkt sig at søge om asyl. Det er en hel legal proces med faste regler og procedurer. Men præsidenten afviser, at han spiller migrantkortet for at opnå politisk vinding.
- Det har intet med valget at gøre. Jeg har sagt og ment det samme i årevis, sagde Trump til Fox News.
I karavanen er de godt klar over, at præsident Trump ikke har varme følelser for deres projekt. Midt i en af karavanens mange teltlejre møder jeg 22-årige Tomas Torres, der som de fleste andre i karavanen er fra Honduras.
- Jeg er godt klar over, at det er Donald Trump, som er præsident. Og at det bliver svært at komme ind. Men intet er umuligt. Vi håber, at Trump åbner sit hjerte for os, siger Tomas Torres.