Lige inden han steg på sit fly, benyttede Trump en tale i Sydkoreas hovedstad Seoul til at levere et direkte budskab til Kina, Nordkoreas største handelspartner. Han opfordrede ”ansvarlige nationer” til at forenes og til at stoppe med at støtte Nordkorea.
Og det er en opfordring, han tager med på sit besøg i Kina, som slutter torsdag, mener lektor i amerikanske studier, Niels Bjerre-Poulsen.
- Nordkorea fylder afsindig meget under hans besøg i Kina.
Trump har mere end antydet, at et angreb på Nordkorea kan komme på tale. Men den holdning skal han ikke forvente at få opbakning til fra den kinesiske præsident Xi Jinping, vurderer DR’s asienkorrespondent Philip Khokhar.
- Det, mener Kina, ville være en katastrofe. Ikke bare for den koreanske halvø men for hele regionen og hele verden. Kina synes, at truslen om krig i sig selv er farlig.
Kina har rykket sig
Det forventes, at Trump i sine forhandlinger med Xi Jinping vil forsøge at presse Kina til at gøre mere for at bremse Nordkoreas atomvåbenprogram og testaffyringer af langtrækkende missiler. Men det kan blive en svær opgave.
- Kina synes allerede, at de har rykket sig. De er gået med til hårdere sanktioner ad flere omgange i år, og har ikke lyst til at rykke sig yderligere, mener Philip Khokhar.
Balancegang
Selvom Trump kommer til Kina med klare budskaber om Nordkorea, så skal han også passe på. For han kommer nemlig også med et andet vigtigt punkt på sin agenda.
- Han skal både tale om, hvordan man kan skrue bissen yderligere på over for Nordkorea og samtidig skal han og Xi Jinping tale handelspolitik. Så det bliver en svær balance, siger Niels Bjerre-Poulsen.
Det Hvide Hus har før afrejsen meddelt, at Trump vil fokusere på at skabe fremskridt i handelsaftalerne mellem USA og Kina.
Fredag den 10. november rejser Donald Trump videre til Vietnam.