Efter et besøg på den amerikanske stillehavsø Hawaii ankommer Donald Trump i dag til Japan som led i sin første rundrejse til Asien som USA's præsident.
Besøget i Tokyo finder sted under massive sikkerhedsforanstaltninger.
Flere end 10.000 politifolk er udkommanderet til at sørge for Trumps sikkerhed under besøget.
Skærpet sikkerhed
Overalt i Tokyo er skraldepande blevet fjernet, og bagageskabe på byens togstationer er blevet aflåst for at forhindre, at nogen kan gemme sprængstoffer dér. Og der er skærpet bevogtning af vandrensningsanlæg og kraftværker i den japanske hovedstad.
For første gang har Japan også indsat en særlig styrke bestående udelukkende af kvindelige politiofficerer for at beskytte den amerikanske førstedame, Melania Trump, og Ivanka Trump - præsidentens ældste datter og en af hans nærmeste rådgivere.
Sammen med flere andre lande i Asien har Japan frygtet, at Trump ville nedprioritere Asien til fordel for sin indenrigspolitiske dagsorden.
Asien i fokus igen
Men truslen fra Nordkoreas atomprogram har igen bragt Asien i fokus i Det Hvide Hus. Og både Japan og de øvrige asiatiske lande håber på klare udmeldinger fra Trump om, hvordan han vil imødegå den trussel.
Ifølge DR´s Asien-korrespondent Philip Khokhar håber den japanske regering, at Trump forpligter sig til at forsvare Japan mod Nordkorea.
- Men én ting er Trumps ord og hans meget hårde retorik over for Nordkorea. Noget andet er, hvad han i realiteten vil gøre, siger Philip Khokhar.
- Trump har jo tidligere truet Japan med, at landet ikke skal regne med samme forsvar fra amerikansk side. Og han har også sagt, at japanerne burde betale mere for alt det militære isenkram, som USA hjælper dem med, siger DR's Asien-korrespondent.
Stigende frygt
Han mener, at Japans frygt for at blive ramt af nordkoreanske missiler er blevet større i den seneste tid:
- Det er min klare fornemmelse, at japanerne har fået øjnene op for, at det ikke bare er en hypotetisk frygt for en ung diktator i Nordkorea, men et land, der sender missiler ind over japansk territorium.
- Det beviser, at hvis nordkoreanerne ville japanerne det ondt, kunne de rent faktisk også angribe Japan. Så Japan er bekymret, siger Philip Khokhar.
Sydkorea føler sig truet
Den bekymring er bestemt ikke mindre i Sydkorea - Nordkoreas naboland - og Trumps næste stop på Asien-rundrejsen.
De to lande har aldrig formelt indgået en fredsaftale efter afslutningen på Korea-krigen i 1953, men kun en våbenstilstandsaftale.
Siden har de to lande været adskilt af en stærkt befæstet afmilitariseret zone. Men da Sydkoreas hovedstad, Seoul, er inden for rækkevidde af Nordkoreas artilleri og kortrækkende missiler, er Sydkoreas regering dybt bekymret over det mere og mere tilspidsede forhold mellem styret i Nordkorea og USA.
Verbal ordkrig
Den nordkoreanske leder, Kim Jong-un, og præsident Trump har de seneste måneder været involveret i en verbal ordkrig, hvor de har truet hinanden militært.
Sideløbende har de to lande dog også følt hinanden på tænderne via uofficielle diplomatiske kontakter.
Men en løsning vil kræve, at Nordkorea enten opgiver sit atomprogram eller går med til at lade internationale inspektører kontrollere det - ligesom Iran har gjort. Men det er Nordkorea ikke parat til.
Kina har nøglerolle
Nordkoreas atomprogram kommer også til at dominere præsident Trumps besøg i Kina.
Her vil Trump forsøge at få præsident Xi Jinping til at spille en langt mere aktiv rolle, når det gælder om at lægge pres på Nordkorea.
Kina er Nordkoreas vigtigste allierede og handelspartner. Men Kina har støttet de seneste sanktioner mod Nordkorea. Og der er tegn på, at Kina er ved at være grundigt træt af konflikten med Nordkorea.
Det er det, som præsident Trump vil sætte sin lid til under besøget i Beijing.