Den amerikanske præsident, Donald Trump, har, to timer efter at aktiemarkedet lukkede, stadig ikke kommenteret det historiske aktiefald i USA, som fandt sted mandag.
Fra Det Hvide Hus lyder det, at præsident Trump er fokuseret på de "længerevarende økonomiske grundpiller, der stadig er exceptionelt stærke".
Kommentaren kommer, efter at det amerikanske aktiemarked mandag tog det største dyk i årevis, skriver Reuters.
Dow Jones-indekset endte med et fald på 4,6 procent ved børsens lukning i New York. Det er - målt i procenter - det største fald siden august 2011.
Ved lukningen på Wall Street var Dow Jones styrtdykket 1175 point. Målt på point oplevede indekset det største fald nogensinde på én enkelt dag.
Plejer at kommentere aktiekurser - men ikke nu
Den amerikanske præsident har gentagne gange taget æren for, at aktiemarkedet er steget i USA.
7. januar skrev han eksempelvis på Twitter, at aktiemarkedet "har skabt gigantiske fordele for vores land ikke bare med rekordhøje kurser, men i form af jobs, jobs, jobs. Syv BILLIONER dollar i værdi siden vores store valgsejr!".
Mens markedet faldt mandag, talte præsidenten foran en forsamling i Ohio, og Trump nævnte ikke sin rolle i aktiekursernes stigning, hvilket han ellers har for vane.
/ritzau/Reuters