Efter at de amerikanske aktiemarkeder har haft vind i sejlene det seneste år, bør dagen i dag nok få nogle bekymrede panderynker til at kunne anes igen.
Det toneangivende industri-indeks lukker nemlig i dag med et fald på 4,6 procent. Det er det største fald på en dag siden 2011, skriver blandt andet Bloomberg.
Og så flere af de andre amerikanske aktieindeks oplever et stort fald. Teknologi-indekset Nasdaq falder 3,7 procent, mens S&P 500 stock index er lukket med et fald på 4,1 procent.
Med dagens massive fald er Dow Jones nede med 1,51 procent i 2018. Tallene er dog anderledes positive, hvis man ser på indeksets udvikling det seneste år. Dow Jones er nemlig steget med 21,3 procent de seneste 365 dage.
Trods det store fald på Wall Street i dag, rettede Dow Jones-indekset sig faktisk en smule ud hen mod lukketid. Da tallene var mest blodrøde, var indekset nede med seks procent.
Det markante fald kommer efter et stort dyk i kurserne fredag.
Analytiker: Investorer er blevet nervøse
Ifølge Jacob Pedersen, aktieanalytiker ved Sydbank, er der positive tegn i den globale økonomi. Men det har faktisk indirekte været med til at sende aktierne i rødt.
- Men den vækst, der er meget positiv for virksomhederne, har også betydet, at renterne er steget, og det har gjort investorerne nervøse. Renterne er steget markant over den seneste periode og har nået et niveau, vi ikke har set meget længe, siger han og fortsætter:
- Investorerne er nervøse for, at aktierne ikke længere kommer til at se så attraktive ud på grund af de høje renter, samtidig med at de er nervøse for, at rentestigningerne kan være med til at tage pusten ud af det opsving, som vi er i gang med at arbejde os ind i globalt set, siger Jacob Pedersen.
Hvor alvorligt er det her fald?
- Set over en enkelt dag, så er det alvorlige udsving, det er der slet ikke nogen tvivl om. Jeg kan godt forstå, at der er nogle investorer, der er nervøse efter en dag som i dag. Set i det store billede skal man dog huske på, at det kun sender de amerikanske aktier tilbage på det niveau, de var på i slutningen af sidste år, siger aktieanalytikeren.
Forventer at det danske marked åbner i rødt
Når det danske aktiemarked åbner i morgen, vil det også være tydeligt at se, at Wall Street har haft en særdeles skidt dag.
- For mig at se er der ikke nogen tvivl om, at det kommer til at påvirke danske investorer. Vi har set, at den nervøsitet, der spreder sig ude på verdensmarkedet, også rammer Danmark, siger Jacob Pedersen fra Sydbank og fortsætter:
- Vi har også en række udenlandske investorer, der har været glade for danske aktier igennem lang tid, og de kan ikke gå uden om den tendens, der er på de store aktiemarkeder. Vi må forberede os på, at vi får en dag med røde tal i morgen.