Trump: Angreb på Idlib kan blive en "menneskelig tragedie"

I Syrien forventes præsident Assad snart at angribe det sidste oprørske område med hjælp fra Rusland og Iran.

Børn i en flygtningelejr i Idlib-provinsen, som snart kan blive skueplads for borgerkrigen i Syriens sidste store slag. (Foto: © NAZEER AL-KHATIB, Scanpix)

Imens Syrien sammen med sine allierede Rusland og Iran gør sig klar til, hvad der kan blive det sidste store slag i den syriske borgerkrig, slutter den amerikanske præsident sig nu til koret af de, som advarer imod offensiven.

FN har udsendt daglige advarsler om, at et angreb på det sidste oprørkontrollerede landområde kan blive katastrofalt for civile.

Og nu stemmer præsident Donald Trump i på Twitter.

- Syriens præsident Bashar al-Assad bør ikke hensynsløst angribe Idlib-provinsen, skriver præsidenten.

- Det ville være en alvorlig humanitær fejl fra russerne og iranerne at tage del i denne potentielle menneskelige tragedie. Hundredetusinder af mennesker kan blive dræbt. Lad ikke det ske, skriver Donald Trump.

Kan blive "den perfekte storm"

Ifølge FN's vurderinger findes der omkring 10.000 islamistiske krigere fra al-Qaeda og den allierede al-Nusra Fronten i provinsen.

Dertil kommer andre mindre oprørsgrupper, som har holdt ud i Idlib, imens Assad og hans allierede har tilbagevundet resten af landet.

Både den russiske udenrigsminister Sergei Lavrov og hans iranske modpart, Mohammad Javad Zarif, understregede at "terroristerne" i provinsen skulle "likvideres" og "udrenses".

Samtidig advarede Lavrov om, at parterne kan finde på at bruge kemiske våben og skyde skylden på den syriske regering.

Imens FN's udsendte til Syrien, Staffan de Mistura, er enig i, at de islamistiske oprørere skal nedkæmpes, har han også advaret om, at en offensiv kan blive "den perfekte storm".

- Man kan ikke ignorere, at fejlberegninger kan ske og føre til uforudsete eskalationer, og vi er alle meget bekymrede, siger han ifølge BBC.

400.000 døde eller savnede

Staffan de Mistura holder senere i dag et pressemøde om situationen, som optrappes i takt med, at russiske flådeskibe, regeringstropper og sandsynligvis iranske specialtropper samles i området.

Han har tidligere tilbudt personligt at rejse til området for at oprette en humanitær korridor ud af Idlib, også selv om den vil lede flygtninge ind i regeringskontrollerede områder.

Imens den syriske præsident Bashar al-Assad står bedre end nogensinde før i den syv år lange borgerkrig, har det haft en høj pris i menneskeliv og sønderbombede byer.

Mere end 400.000 mennesker er enten savnet eller døde, ifølge BBC. Hver anden syrer er fordrevet fra sit hjem.

Tidligere offensiver har kostet dyrt i civile menneskeliv. FN's humanitære koordinationskontor i Syriens hovedstad Damaskus anslår, at op mod 800.000 mennesker kan blive fordrevet af kampene.