Tørnede sammen for sidste gang: Skarpe pointer, grin og klap, men ingen 'game-changer'

De to premierminister-kandidater Johnson og Corbyn sloges i tv-duel om alt fra sygeplejersker til racisme.

Jeremy Corbyn havde her til aften en sidste chance for at stikke til Boris Johnson for rullende kameraer. (Foto: © Jeff Overs/BBC, Scanpix)

- Vi kan få leveret brexit. Vi kan ende lammelsen og transformere vores land med massive investeringer i sundhedssystemet.

Sådan åbnede den britiske premierminister, Boris Johnson, i aftes sin dagsorden i den britiske valgkamps sidste tv-debat.

Debatten, der blev vist på BBC, var på forhånd blevet udlagt som Labours sidste chance for at stikke en kæp i hjulet på Johnsons Konservative Parti, der ifølge meningsmålinger står til at få et godt valg.

Den direkte duel handlede om alt fra brexit til behovet for flere varme hænder såvel som beskyldninger om racisme i de to partier.

Du kan se de to partilederes åbningsreplikker her:

Trods øjeblikke med skarpe pointer og både grin og klapsalver fra publikum, er der ikke udsigt til en decideret game-changer i valgkampen, vurderer DR's korrespondent i Storbritannien, Kim Bildsøe Lassen.

- Det er meget tvivlsomt om debatten flyttede mange stemmer. Reaktionerne umiddelbart efter tyder på, at Johnsons fans synes, at han vandt, mens Corbyns støtter mener, at han var klart den stærkeste.

Debatten ser da også ud til at have delt publikum generelt.

Ifølge lyn-målingen fra Yougov, så er der ganske delte meninger, om hvem der trak sig sejrrigt ud.

Fokus på brexit og sundhedssystemet

Aftenens debat kom hurtigt til at handle om brexit, da der kom to spørgsmål om briternes EU-exit fra publikum.

Her fokuserede premierministeren på, at han vil få briterne ud af EU inden den 1. februar og sørge for blandt andet strammere indvandringspolitik.

Corbyn sagde, at det vil tage Johnson syv år at lande en handelsaftale med USA og lovede at lande en ny og bedre brexit-aftale med Bruxelles.

- Ingen stemte for at miste deres job eller handel med Europa, lød det fra Corbyn, der har svoret at forholde sig neutral omkring brexit-spørgsmålet, hvis han bliver premierminister.

Men det er "fuldstændig utænkeligt", at Labour-lederen kan forhandle en aftale hjem, når han er neutral omkring den, pointerede Johnson.

- Det er et svigt af lederskab ikke at have et standpunkt i forhold til det største emne, nationen står over for, lød bredsiden fra premierministeren.

Partifæller stod klar efter debatten for forklare, hvorfor netop deres partileder vandt. (Foto: © Kim Bildsøe Lassen)

Der var også fokus på et andet af stort emne i valgkampen: Nemlig det britiske sundhedssystem, NHS.

Her lovede de to duellanter at pumpe milliarder ind i sundhedssystemet og kæmpe for at gøre noget ved, at Storbritannien lige nu mangler 43.000 sygeplejersker.

Racisme og løgne

Spørgsmålene fra publikum og BBC's brugere handlede dog også om andet end de to tunge emner, som de to kandidater har sagt en masse om de seneste uger.

BBC's politiske hold vurderer, at debattens måske bedste øjeblik kom, da Jeremy Corbyn svarede på beskyldningen om "svigt af lederskab" ved at sige, at brugen af racistisk sprog er et eksempel på netop dette.

- Det var et kraftigt slag, lyder vurderingen af Corbyns hentydning til beskyldninger om racistisk sprogbrug i Boris Johnsons avisklummer i løbet af årene.

Johnson slog dog tilbage ved at sætte spot på talrige beskyldninger om antisemitisme i Labour-partiet under Corbyn.

Her beskyldte han socialisten for ikke at beskytte de britiske jøder.

- Du kan ikke være neutral i forhold til den slags emner, lød det fra Johnson.

Der var dog også plads til smil og grin fra publikum, da snakken faldt på, hvad man skal gøre ved politikere, der lyver under valgkampen.

Det affødte grin fra salen, da Boris Johnson fik ordet. Tidligere i dag bragte The Guardian historien om en britisk diplomat, der har sagt op, fordi hun føler, at den britiske regering lyver om brexit.

Det er en sag, han ikke kender til, lød det fra Johnson.

Boris Johnson valgte en humoristisk indgang til spørgsmålet:

Jeremy Corbyn benyttede lejligheden til at angribe modparten for sin berømte brexit-bus.

Aftenens debat var den sidste af sin slags, inden briterne går til stemmeurnerne på torsdag.