Det skal have konsekvenser at lyve for vælgerne.
Det risikerer det at få for den tidligere britiske udenrigsminister, Boris Johnson, der i øjeblikket har kørt sig i stilling som en af kandidaterne til at overtage posten fra Theresa May.
Han bliver nu angiveligt indkaldt til en indledende retsproces i et civilt søgsmål, der er anlagt mod ham for udtalelser han fremsatte i 2016. Det skriver Sky News.
Under valgkampen for og imod at forlade EU, hævdede den inkarnerede brexit-tilhænger Boris Johnson, at briterne hver uge sender 350 millioner pund svarende til knap tre milliarder kroner afsted til EU.
Udtalelsen er flere gange blevet tilbagevist, ligesom Boris Johnson er blevet gjort opmærksom på, at han groft fordrejede fakta.
En lokal dommer har nu ifølge Sky News afgjort, at søgsmålet nu kan komme for retten og siger:
- Efter at have overvejet alle de relevante informationer, finder jeg, at der er grundlag for at udsende indkaldelser for at belyse de lovovertrædelser, der er tale om.
- Det betyder, at den anklagede skal møde op i retten til en indledende høring, og at sagen herefter vil skulle fortsætte i Landsretten (for kriminalsager, red.). Anklagerne kan kun vurderes i Landsretten, lyder afgørelsen fra Margot Coleman ifølge Sky News.
Talsmænd for Boris Johnson har ifølge BBC afvist sagen og kalder det et "stunt", der kun tjener et politisk formål.
Boris-bussen
Allerede for to uger siden rapporterede avisen Financial Times, at den 29-årige forretningsmand Marcus Ball har anlagt et civilt søgsmål mod Johnson og anklager ham for at misbruge sit offentlige embede ved offentligt at rejse rundt med et udsagn, han vidste ikke var faktuelt korrekt.
Og ikke bare var det en påstand, den tidligere London-borgmester gentog, den kom også til at pryde en stor rød bus, han rejste landet rundt i.
På bussen stod der “Vi sender 350 millioner pund til EU hver uge, brug de penge på NHS (sundhedsvæsenet, red.) i stedet".
- Et parlamentsmedlem er aldrig før blevet dømt for embedsmisbrug efter at have løjet for befolkningen. Mine støtter og jeg håber, at sagen kan danne præcedens og fremover gøre det ulovligt for de folkevalgte at lyve om økonomiske anliggender, siger Marcus Ball, der ifølge Sky News har indsamlet mere end 200.000 pund til formålet via crowdfunding.