Tidligere Trump-advokat erklærer sig skyldig i skattesnyd

Michael Cohen, Trumps tidligere advokat, erklærer sig skyldig ved en domstol i New York skriver Reuters.

Michael Cohen, der er tidligere advokat for Donald Trump, har indgået en særlig aftale med den føderale anklagemyndighed i New York. (Foto: © Brendan McDermid / POOL, REUTERS/Scanpix + Wikimedia (Creative Commons))

Michael Cohen, der er tidligere advokat for Donald Trump, har indgået en særlig aftale med den føderale anklagemyndighed i New York.

Det bekræftede han ved et retsmøde tirsdag ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Cohen erklærede sig blandt andet skyldig i skattesvindel og svindel med midler i forbindelse med valgkampen. Han erkendte også, at han havde givet forkerte oplysninger til et pengeinstitut.

Ifølge AP afsiges dommen 12. december. Her risikerer Cohen fire til fem års fængsel.

Betalte til Stormy Daniels

Cohen var tidligere Trumps personlige advokat og en loyal støtte for præsidenten. Han har engang sagt, at han "ville tage en kugle" for Trump. Men Cohen siger nu, at "familie og fædreland kommer først".

Anklagemyndigheden har undersøgt Cohens rolle i de store udbetalinger af penge til den tidligere pornostjerne Stormy Daniels, som fik betaling for at tie stille om, at hun angiveligt har haft sex med præsidenten.

Cohen havde tidligere indgående kendskab til meget, der foregik i Trumps nærmeste kreds.

Vidneudsagn kan få stor betydning

Cohen har tidligere hævdet, at Trump kendte til et kontroversielt møde, der fandt sted i Trump Tower i juni 2016. Det oplyste CNN i sidste måned.

Dengang mødtes Trumps søn, Donald Trump Jr., med en russisk advokat for at skaffe belastende oplysninger om den demokratiske modkandidat, Hillary Clinton, under præsidentvalgkampen.

Cohens vidneudsagn har stor betydning den igangværende efterforskning, som ledes af tidligere FBI-chef Robert Mueller.

Trump vil ikke risikere afhøring

Trump sagde mandag, at han er bange for, at hans udtalelser i forbindelse med en eventuel afhøring i Robert Muellers Ruslands-undersøgelse vil blive brugt imod ham.

- Selv hvis jeg siger sandheden, så gør det mig til en løgner. Det går ikke, siger præsidenten blandt andet.

Dermed er præsidenten helt på linje med sin advokat - tidligere New York-borgmester Rudy Giuliani.

Giuliani advarede i weekenden Trump mod at forklare sig under ed på grund af faren for at "gå i en fælde og begå mened".

/ritzau/