Den britiske premierminister, Theresa May, har ikke planer om at ændre sin nuværende Brexit-plan.
Det har hun netop slået fast og sender samtidig et klart signal til de andre EU-landes ledere:
Hvis ikke hendes plan er acceptabel, må der et bedre alternativ på bordet.
- Ingen er mere interesseret i at få en ordentlig aftale end mig. Men lad mig gøre det klart for EU. Jeg vil ikke se bort fra udfaldet af Brexit-afstemningen. Ligesom jeg heller ikke vil splitte mit land. Vi har brug for at se et seriøst engagement i at få løst de to største udfordringer i forhandlingerne. Det er vi klar til, lød det fra Theresa May.
Meldingen kommer dagen efter, EU-lederne i går var samlet i Salzburg i Østrig for blandt andet at diskutere Brexit-forhandlingerne. Her lagde EU's præsident, Donald Tusk, ikke skjul på, at han ikke ser den plan, den britiske premierminister har fremlagt, for holdbar.
Han kritiserede blandt andet Mays forslag til en kommende frihandelsaftale mellem Storbritannien og EU for at risikere at underminere det indre marked.
Den såkaldte "Chequers"-plan lægger blandt andet op til, at handelsvarer kan krydse ind og ud mellem EU og Storbritannien efter Brexit, samtidig med at landet frit kan indgå handelsaftaler med andre lande.
Grænse og handelsaftale skaber problemer
Både Storbritanniens fremtidige økonomiske forhold til EU og grænsen til Irland er de store knaster i forhandlingerne, men Theresa May gentog i dag, at det ikke kan komme på tale, at Nordirland forbliver i den europæiske toldunion, således at der kommer en grænse mellem Nordirland og resten af Storbritannien.
- På det her tidspunkt i forhandlingerne er det ikke acceptabelt blot at afvise den anden parts forslag uden en uddybende forklaring og et alternativt forslag. Så vi har brug for at høre fra EU, hvad de egentlige udfordringer er, og hvad deres alternativer er, så vi kan diskutere det. Indtil da kan vi ikke komme videre, sagde hun.
Hun understregede samtidig, at hun betragter en dårlig Brexit-aftale for Storbritannien som et værre alternativ til ingen aftale med EU.
Storbritannien skal efter planen forlade EU den 29. marts næste år, og på mødet i Salzburg sagde Donald Tusk, at ambitionen var at færdiggøre forhandlingerne i november.