Donald Tusk: Theresa Mays Brexit-forslag går ikke

EU-landene stiler mod at færdiggøre en Brexit-aftale på topmøde i oktober.

EU's ledere har også i dag været samlet i Salzburg i Østrig for at diskutere Brexit. (Foto: © Andreas Schaad, Scanpix)

EU's præsident, Donald Tusk, afviser nu, at Theresa Mays forslag til Storbritanniens nye handelsforhold med EU vil virke.

Det sagde han for kort tid siden, efter at EU's ledere har været samlet i Salzburg i Østrig for blandt andet at diskutere Brexit.

- Alle (EU's ledere, red.) mener, at mens der er positive elementer i Chequers-aftalen (Theresa Mays forslag, red.), vil den foreslåede struktur for det økonomiske samarbejde ikke virke, siger Donald Tusk og tilføjer:

- Ikke mindst fordi det risikerer at underminere det indre marked.

Chequers henviser til et møde hos Theresa Mays, hvor hendes ministre bogstaveligt talt blev spærret inde for at tale om en plan for Brexit, efter at have fået frataget deres mobiltelefoner.

Resultatet blev et forslag, der lægger op til en såkaldt 'blød' Brexit. Her skal Storbritannien blandt andet skal indgå en frihandelsaftale med EU efter Brexit, hvor man beholder fælles standarder på varer, men stadig kan indgå handelsaftaler med andre lande.

Bliver EU og Storbritannien helt adskilte enheder, er det nemlig nødvendigt at have en "hård" grænse mellem Irland og Nordirland, som kan stoppe varer, der ikke overholder eksempelvis EU's forbrugerbeskyttelse.

Vil færdiggøre aftale i oktober

Samtidig rykker EU-præsidenten nu fristen for en planlagt aftale om Storbritanniens exit fra EU en måned tættere på.

I går lagde han op til at færdiggøre de sidste forhandlinger om Brexit i november. Men efter mødet i dag, er den plan lagt i vasken.

- Sandhedens time for Brexit-forhandlingerne vil ligge i oktober. Her forventer vi maksimal fremgang og resultater i forhandlingerne, siger Donald Tusk ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Løkke: 85 procent af aftalen er på plads

Også statsminister Lars Løkke Rasmussen forventer, at en Brexit-aftale skal forhandles på plads på topmødet i oktober.

Ifølge statsministeren er 85 procent af Storbritanniens udtrædelsesaftale på plads. Det store spørgsmål er Irland, forklarer han.

- Vi har alle sammen en ambition om at opretholde en blød grænse mellem Nordirland og Irland for at opretholde den irske fred.

- Men det skal gå hånd i hånd med, at der en ordentlig kontrol mellem Storbritannien og resten af Europa.

Storbritannien træder ud af EU den 29. marts næste år.