Terrorforsker: Bil-angreb kræver kun en bil og viljen til at slå ihjel

Hverken viden, evner eller gode forbindelser er nødvendige for at udføre et terrorangreb, som det der ramte Barcelona i går.

Blomster, breve og bamser til ofrene for gårsdagens terrorangreb i Barcelona pryder Ramblaen i dag. (Foto: © JOSEP LAGO, Scanpix)

Berlin, Stockholm, London, Nice og nu også Barcelona - alle europæiske byer, der indenfor det seneste års tid har været udsat for terrorangreb, hvor våbnet var en bil.

I går blev 13 personer dræbt, da en varevogn kørte zigzag ned af den stærkt befærdede gågade La Rambla i det centrale Barcelona.

Terrorangreb af denne type kræver ikke andet end evnen til at køre bil og viljen til at slå andre mennesker ihjel. Det fortæller Claus Bagge Laustsen, terrorforsker på Institut for Statskundskab Aarhus Universitet.

Sagen kort

  • I går eftermiddags kørte en varevogn ind i folkemængden på Ramblaen i Barcelona. 14 mennesker blev dræbt og 100 kvæstede.

  • I nat i badebyen Cambrils - 100 km syd for Barcelona - var der endnu en formodet terroraktion. Her blev seks civile og en politimand kvæstet. Politiet skød og dræbte i den forbindelse de fem formodede terrorister.

  • Derudover døde en i en eksplosion i byen Almanar - endnu 100 km sydpå fra Cambrils - natten til torsdag. Ifølge politiet var personen ved at forberede bomber.

- De er enormt nemme at udføre, de kræver ikke megen planlægning, og det kan gøres relativt impulsivt. I forhold til indsatsen er skadevirkningerne meget store på den måde, at det skaber en utroligt stor frygt, at man sådan set kan blive angrebet hvor som helst og når som helst.

- Det handler om at dræbe så mange som muligt, og hvem man dræber er fuldstændig tilfældigt.

Terror for dummies

Terrorangreb af denne type afviger fra andre typer af angreb - både dem, hvor man går efter specifikke personer, som for eksempel tegnerne på Charlie Hebdo i Paris eller Krudttønden i København, og dem, hvor man benytter sig af sprængstof.

Sådanne angreb kræver forberedelse, adgang til og viden om våben eller sprængstoffer og ikke mindst et netværk - men jo mere lavtekniske angrebsmåderne er, jo flere potentielle kandidater er der til at udføre opgaven, fortæller Claus Bagge Laustsen.

- Det kræver ikke længere ekstrem stor viden i forhold til at producere sprængstoffer og detonere bomber at udføre et terrorangreb, og det gør det selvfølgelig lettere at udføre dem. Men det helt afgørende er viljen. Har man viljen til at slå andre mennesker ihjel? Det spørgsmål afhænger ikke af angrebsmåden, men af andre ting, der blandt andet handler om islamistisk ideologi og netværk, siger han.

Ofte lader terrorister sig inspirere af andre, der har benyttet samme metode, fortæller Claus Bagge Laustsen.

- Terrorister lærer jo også af hinanden. De kan se, at når man udfører angreb på den her måde, har det en høj grad af succes, og det skaber stor turbulens efterfølgende. Så hvorfor ikke anvende samme midler, som vi har set være succesfulde før?

- Så der er en form for afsmittende effekt – og det er selvfølgelig både i valget af angrebsmetode, men også bare det, at det, ham den anden har gjort, det er faktisk også noget, jeg er i stand til at gøre.

Ligner Islamisk Stat

I tidligere tilfælde er angreb af denne type blevet begået af såkaldte ensomme ulve - altså personer, der ikke er en del af et terrornetværk, men som er blevet radikaliseret, for eksempel på internettet, og som har handlet på egen hånd.

Men i dette tilfælde er der ifølge spansk politi etableret forbindelse mellem eksplosionen i Alcanar og angrebene i Barcelona og Cambrils.

Umiddelbart efter angrebet tog terrorbevægelsen Islamisk Stat ansvaret for angrebet - og selvom det endnu ikke er bekræftet, peger meget i retning af, at IS har haft en finger med i spillet.

Det mener Thor Hamming, ph.d. i jihadisme og militant islamisme fra Dansk Institut for Internationale Studier.

- Hurtigheden af IS' udmelding tyder på, at de ved lidt mere end normalt, og at de måske endda har været med til at orkestrere det. De er også usædvanligt detaljerede i den beskrivelse, de kommer med, da de tager ansvar for angrebet, siger han og fortsætter:

- De bruger arabisk flertal, hvilket vidner om minimum tre personer, og bare det, at de tør sige det, siger lidt om, at de i hvert fald har en idé om, hvem der har begået det her angreb, og hvor mange der er tale om, siger han.

Muligvis en nødløsning

Fem gerningsmænd blev dræbt af politiet i Cambrils, og en yderligere person blev dræbt under eksplosionen i huset i Alcanar - spørger man Thor Hamming er den sidstnævnte en af de mest interessante personer i sagen.

- Jeg tror, at hvis vedkommende ikke ved et uheld havde startet den sprængning, så var angrebet kommet til at se helt anderledes ud. Jeg tror, at det, vi endte med at se i Barcelona og Cabrils, var en plan b, efter at uheldet var ude, og de blev nødt til at tænke på, hvad de så kunne gøre.

- Og der er det bare blevet så almindeligt for dem nu at leje en bil og køre en masse mennesker ned - simpelthen fordi det er meget effektivt og let for dem.

Tre personer er indtil videre anholdt i sagen.