Talsmand: Trump mente ikke aflytning, da han tweetede om aflytning

Sean Spicer forsøgte mandag at forklare Trumps beskyldninger mod Obama. Samtidig fortæller hans rådgiver, at der ikke er nogen beviser for aflytning.

Sean Spicer forklarede på mandagens pressemøde, at man ikke skal tage ordet "aflyttet" så bogstaveligt, når man læser Trumps tweets.

Da Donald Trump i begyndelsen af marts tweetede, at Barack Obama, aflyttede ham under valgkampen, så blev ordet aflyttet misforstået.

Sådan lyder i hvert fald forklaringen fra Sean Spicer, talsmand for Det Hvide Hus, da han mandag forsøgte at lægge en dæmper på det voksende pres, som Donald Trumps administration har været under.

- Præsidenten brugte ordet "aflytning" i anførselstegn, hvilket betyder overvågning i bred forstand og andre aktiviteter, sagde Sean Spicer, ifølge CNN.

Det omdiskuterede tweet kom fra præsidenten den 4. marts:

- Forfærdeligt. Har lige fundet ud af, at Obama "aflyttede mine forbindelser" (had my "wires tapped") i Trump Tower før sejren (valgsejren 8. november, red.). Ingenting fundet, skrev Donald Trump.

Men Sean Spicer mener ikke, at man skal tage ordet "aflyttet" så bogstaveligt, når man læser præsidentens tweets. Derudover forklarer han, ifølge CNN, at Donald Trump faktisk ikke mener, at Barack Obama selv var involveret i den påståede aflytning.

Trump-rådgiver har intet bevis

Oveni udmeldingen fra Trumps talsmand har toprådgiver i Det Hvide Hus Kellyanne Conway sagt, at hun ikke har nogen beviser for, at Donald Trump blev aflyttet under valgkampen.

Det skete mandag i et interview med tv-stationen ABC.

- Svaret er, at jeg ikke har nogle beviser. Og jeg er meget glad for, at efterretningskomitéen i Repræsentanternes Hus efterforsker sagen, siger hun.

Tidligere har hun ellers insinueret, at Barack Obama aflyttede Trump. Men ligesom Sean Spicer, så forklarer hun det blandt andet med, at hun udtalte sig om overvågning generelt og ikke Barack Obamas påståede overvågning af præsidenten.

Det amerikanske justitsministerium har igangsat en undersøgelse af Trumps beskyldninger mod Barack Obama. Mandag bad det om mere tid til at undersøge sagen.