Kongressen skal undersøge Trumps aflytningsanklage mod Obama

Trump fastholder, at Obama har aflyttet ham under valgkampen sidste år men uden at fremlægge beviser.

Den nyeste udvikling i den efterhånden længe kendte sag om overvågning under valgkampen, startede i går lørdag, da Trump beskyldte sin forgænger for at have aflyttet ham i sit hovedkvarter, Trump Tower, under sidste års præsidentvalg. (Foto: © Mark Makela, Scanpix)

Kongressen i USA er blevet bedt om at undersøge, hvorvidt Barack Obama beordrede en aflytning af Donald Trump under valgkampen sidste år.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Den nyeste udvikling i den efterhånden længe kendte sag om overvågning under valgkampen, startede i går, lørdag, da Trump beskyldte sin forgænger for at have aflyttet ham i sit hovedkvarter, Trump Tower, under sidste års præsidentvalg.

Anklagen blev i vanlig Trumpsk stil sendt ud i en række eksplosive beskeder på Twitter, men der fulgte ingen nærmere forklaring eller dokumentation for påstandene.

Obama-talsmand: Anklager er forkerte

- Forfærdeligt! Har lige fundet ud af, at Obama har aflyttet mig i Trump Tower lige før sejren. Intet fundet. Dette er mccarthyisme!, skrev Trump blandt andet med henvisning til den tidligere senator Joseph McCarthy, som bedrev heksejagt på kommunister i 1950'erne.

En talsmand for Obama afviste senere på dagen fuldstændigt, at Obama havde beordret en aflytning af Trump.

- Hverken præsident Obama eller nogen embedsmand i Det Hvide Hus har nogensinde beordret overvågning af nogen amerikansk statsborger. Enhver antydning af andet er simpelthen forkert, sagde talsmand Kevin Lewis lørdag.

Ifølge amerikansk lovgivning skal en føderal domstol overbevises om, at en person er en agent for en fremmed magt, før en efterretningstjeneste kan få lov til at aflytte vedkommende.

Tidligere efterretningsdirektør afviser overvågning

Over for tv-kanalen NBC udtaler James Clapper, der er tidligere direktør i Den Nationale Efterretningstjeneste, søndag, at der ikke foregik nogen aflytning af Donald Trump eller hans valgkampagne under præsidentvalget.

- Der var ikke nogen sådan aflytningsvirksomhed i gang mod præsidenten, som var tiltrædende præsident på det tidspunkt. Heller ikke da han var præsidentkandidat, og heller ikke mod hans kampagnestab, siger Clapper ifølge Ritzau.

Han tilføjer, at han ville have kendt til en retsordre rettet mod fremmed efterretningsvirksomhed i en sag som denne.

Sikkerhedsrådgiver gik af

Trumps beskyldninger er det sidste nye i den efterhånden indviklede sag, om Trumps angivelige forbindelser til Rusland, der mistænkes for at have forsøgt at blande sig i den amerikanske valgkamp.

Sagen har ført til en udskiftning af Trumps sikkerhedsrådgiver, Michael Flynn, der i februar blev tvunget til at gå af, efter det kom frem, at han havde ført samtaler med den russiske ambassadør om ophævelse af USA's sanktioner mod Rusland, inden han officielt overtog posten som sikkerhedsrådgiver.