Det er to dage siden, at den syriske sygeplejerske Amer Abu Mohamad senest så sin familie.
Nu ved han ikke, om de fortsat er i live, eller om de er blevet dræbt i de voldsomme angreb, den syriske regering i de seneste dage har udført i Ghouta, en forstad til landets hovedstad, Damaskus.
- Jeg arbejder på en klinik, så jeg kan ikke forlade den. Der bliver fortsat bragt sårede til os, og det er dem, jeg arbejder med. Jeg kan ikke forlade dem for at se til mine slægtninge, siger han på en grynet Skype-video, som nyhedsbureauet AP har offentliggjort.
- Jeg forventer, at der kan komme nye ofre når som helst. Selv blandt min familie og pårørende, siger Amer Abu Mohamad fra et hospital i bydelen.
Der bor omkring 400.000 mennesker i Ghouta, som bliver kontrolleret af en række oprørsgrupper, heriblandt islamiske grupperinger med forbindelse til terrornetværket al-Qaeda, selvforsvarsgrupper samt den sekulære Frie Syriske Hær.
Fælles for dem er, at de er imod den syriske regering med præsident Bashar al-Assad i spidsen.
Og netop derfor har præsidenten indledt en offensiv mod bydelen, der ifølge nye billeder fra den syriske hjælpeorganisation ”De Hvide Hjelme” er blevet ødelagt af bomberne.
"Helvede på jord"
Ifølge tal fra Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder har angrebene kostet mindst 417 personer livet siden søndag, og mange af dem er civile og børn.
Og bomberne bliver ved med at falde, selvom flere nødhjælpsorganisationer på det kraftigste har fordømt angrebene.
Ifølge de to oppositionsgrupper Damascus Media Center og Syrian Civil Defense blev der torsdag aften affyret klyngebomber over bydelen. Det er dog endnu ikke blevet bekræftet.
- Jeg befinder mig i en klinik, der er forholdsvis beskyttet, og selvfølgelig er den under jorden, for det er umuligt at stå ude i mere end et kvarter ad gangen, siger den syriske sygeplejerske.
FN’s generalsekretær, Antonio Guterres, betegnede i går situationen i Ghouta som ”helvede på jord”, og han opfordrede det syriske styre til at indstille ”alle krigsaktiviteter” med det samme.
Sent i går afviste russerne, som er allieret med præsident Bashar al-Assad, at stemme for et våbenhvileforslag i FN’s Sikkerhedsråd.
Ifølge den russiske regering skal det syriske styre fortsat have lov til at bekæmpe terrororganisationerne Islamisk Stat og al-Qaeda.
I dag klokken 17.00 skal Sikkerhedsrådet stemme om et nyt udkast til en våbenhvile.