I Danmark må beredskaberne i disse dage på daglig basis rykke ud og slukke naturbrande, der opstår på grund af den lange periode med tørt og varmt vejr.
Men i Sverige har de lige nu endnu større problemer med brande. I området omkring Ljusdal i det centrale Sverige har brandvæsenet mistet kontrollen med en stor skovbrand, der nu er på vej mod et bebygget område. Det skriver flere svenske medier.
- Det brænder voldsomt, og det truer en by i nærheden af Ängra. Derfor er man gået ud med en advarsel, siger Kjell-Inge Wennberg, der er leder af redningstjenesten i Ljusdal Kommune til Aftonbladet.
I advarslen lyder det, at alle, der befinder sig i området, bør evakuere, og at alle i nærheden skal blive inden døre og lukke døre, vinduer og ventilation.
Mistede grebet
Branden har varet i flere dage, men de svenske brandfolk mistede i dag grebet om den, og har derfor ikke kunnet styre den væk fra det bebyggede område.
- Det, der skete, var, at vi fik en kraftig vind, så vi var nødt til at forlade området. Vi måtte væk derfra. Da vi kom i gang igen, var det for sent, siger redningsleder Kenneth Eriksson til SVT.
Han fortæller, at 12 personer arbejdede på at slukke branden omkring klokken 18.30, men at man forsøgte at få assistance fra de nærliggende områder. Det har dog vist sig at være svært.
- Der er skovbrande på alle vores stationer nu. Det er grunden til, at vi har for få folk, siger han.
I byen Ängra ligger der ifølge SVT fem-seks bygninger, herunder en fiskecamp og et gammelt hus af stor kulturel værdi. Ifølge Aftonbladet bor der mellem 30 og 50 mennesker.
Skovbranden hærger et område på cirka 15 hektar, og branden udvikler samtidig kraftig røg.
16-17 personer og en helikopter med vandbomber arbejder nu på at slukke branden, inden den når frem til byen.