Surrugue: Cataloniens selvstyrepræsident kan gå tre veje

ANALYSE Spanien holder vejret og venter på, hvad Cataloniens præsident Carles Puigdemont melder ud i aften.

(Foto: © ALBERTO ESTÉVEZ, Scanpix)

Hele Spanien - og store dele af Europa - holder vejret i dag og venter på, at den catalanske præsident, Carles Puigdemont, afgiver en erklæring i det catalonske parlament i Barcelona.

For - måske og måske ikke - erklærer han i aften Catalonien for en selvstændig republik.

DR's internationale korrespondent, Stéphanie Surrugue forklarer hvilke tre scenarier, der kan udspille sig i aften.

Mulighed nummer 1: Selvstændighed

"Vi er klar", "Selvstændighed", lyder teksten under dette vælgermøde i 2014. (Foto: © GUSTAU NACARINO, Getty Images)

Selv hvis Puidgemont i aften vælger at erklære Catalonien for selvstændig, så er der ikke stor sandsynlighed for, at Catalonien er en selvstændig republik om 12 timer. Faktisk er det nærmest umuligt, fortæller Stéphanie Surrugue.

- Erklæringen vil ikke blive accepteret af centralstyret i Madrid - det har premierminister Mariano Rajoy understreget gang på gang. Internationalt vil det heller ikke blive accepteret, fordi striden bliver opfattet som et spansk indenrigspolitisk anliggende. Der skal to parter til at erklære selvstændighed: Spanien og Catalonien.

Vælger selvstyrepræsidenten alligevel at erklære Catalonien for selvstændigt, vil det formentlig udløse voldsomme reaktioner på begge sider af striden.

- Cataloniens pro-spaniere har allerede erklæret, at de vil gå på gaden i protest, hvis Puigdemont vælger at gå den vej. Og for separatisterne vil en sådan erklæring være af stor symbolsk og følelsesmæssig betydning. Det vil være noget, der kan give løsrivelsesbevægelsen kraft til en fortsat kamp for selvstændighed, fortæller Stéphanie Surrugue.

Mest alvorlig kan reaktionen fra centralregeringen blive.

Centralregeringen kan nemlig - med hjælp fra Senatet, for første gang udløse paragraf 155 i den spanske forfatning, som giver den magt til helt at suspendere selvstyret og afsætte selvstyreregeringen, så catalonierne skal til valg.

Aktiveringen af paragraf 155 er et scenarie, som Madrid længe har forberedt sig på, fortæller Stéphanie Surrugue.

- Sådan et træk vil skabe voldsomme protester fra separatisterne - men også andre cataloniere, der måske ikke ønsker selvstændighed, men som heller ikke vil finde sig i at blive umyndiggjort af Madrid.

Mulighed nummer to: Ingen selvstændighed

Demonstranter lader det spanske flag vaje under en pro-spansk demonstration i Barcelona i forgårs. (Foto: © Eric Gaillard, Scanpix)

Selvstyrepræsidenten kan også erklære, at han helt dropper planerne om at erklære Catalonien for selvstændigt. Det er drømmescenariet for den spanske regering - men også højst usandsynligt, vurderer Stéphanie Surrugue.

- Puigdemont har sat alt, vitterlig alt, ind på den catalanske selvstændighedskamp. Og han er både stejl og stædig, ganske som sin modstander i Madrid, den spanske premierminister Rajoy.

- Og den krise, vi ser nu, har været under opsejling i mange år, så det er ikke noget, der forsvinder på et parlamentsmøde i aften, uanset hvor stort både det spanske og internationale pres har været.

En sådan udmelding vil også være politisk selvmord for den catalanske selvstyrepræsident.

- De catalanske separatister vil aldrig tilgive ham.

For at lægge maksimalt pres på Puigdemont, har de da også varslet demonstrationer ude foran parlamentet klokken 18 - blandt andet støttepartiet CUP og den toneangivende separatist-gruppe Omnium, der begge er hardlinere på det her spørgsmål.

- De prøver at sige: Prøv at høre her, makker, vi står ude foran parlamentet i aften, og hvis du bliver for blød at høre på, så bliver der ballade.

Mulighed nummer tre: Den gyldne middelvej

Catalanske separatister og lokale betjente giver håndslag efter en demonstration til støtte for løsrivelse i slutningen af september. (Foto: © Susana Vera, Getty Images)

Den sidste mulighed er, at selvstyrepræsidenten i aften forsøger at imødekomme både regeringen i Madrid og Cataloniens seperatister.

Flere meldinger peger da også på, at Puigdemont i aften kan komme til at præsentere en gylden middelvej - altså en symbolsk selvstyreerklæring med indbyggede kompromiser om, at man kan forhandle og mægle med Madrid.

Men problemet ved en sådan udmelding er, at Madrid hidtil har afvist enhver forhandling.

- Alligevel er det altså dén kompromismodel, de mere moderate kræfter i den catalanske selvstyrebevægelse er begyndt at ønske, fordi de gruer for, at der ellers kan blive både økonomisk og social kaos.

Men den type forslag vil ikke vække begejstring hos de separatister, der brænder stærkest for selvstændighed til Catalonien.

- Der vil være risiko for, at hardlinere som partiet CUP i skuffelse og vrede trækker sin støtte til Puigdemont - hvilket kan fremprovokere et nyvalg. Han er faktisk i den situation, at han ikke kan gøre noget rigtigt i aften. Han har malet sig op i et hjørne – og det har den spanske premierminster, Rajoy, også.

- Og set fra Madrid, er det som udgangspunkt ikke noget, centralregeringen har lyst til at acceptere. Omvendt vil regeringen også gerne undgå et voldsomt indgreb i Catalonien. Madrids krav er, at selvstyrekravet skal helt af bordet - og så kan parterne måske begynde at arbejde på en model som Baskerlandets, som blandt andet har fået større økonomisk selvbestemmelse i bytte for at pakke selvstændighedsbevægelsen og den militante organisation ETA væk.

Carles Puigdemont taler i selvstyreparlamentet i aften kl. 18. Vi følger udviklingen her på dr.dk.

Tekst: Maya Nissen Grafik: Mie Hvidkjær