Konflikt er fastlåst: Ingen forhandlinger mellem Catalonien og Spanien

Man kan ikke forhandle med lovbrydere, lyder det fra centralregeringen i Madrid.

Demonstranter med spanske flag i Madrid demonstrerer for at holde sammen på det spanske kongerige. (Foto: © JM GARCIA, Scanpix)

Den spanske regering med premierminister Mariano Rajoy i spidsen står fast på, at Catalonien er og bliver en del af Spanien.

Derfor nægter regeringen at forhandle med det catalanske selvstyre.

- Regeringen i Madrid mener ikke, at Catalonien overhovedet vil i dialog, men kun vil én ting, nemlig løsrivelse, forklarer DR Nyheders internationale korrespondent Stéphanie Surrugue.

- Regeringen i Madrid opfatter den catalanske afstemning som ikke bare ugyldig men også ulovlig. Meldingerne fra Madrid er, at man ikke går i dialog med lovbrydere.

Fastlåst konflikt

Cataloniens selvstyrepræsident, Carles Puigdemont, opfordrede i aftes til mægling.

- Vi har på intet tidspunkt fået nogen positive svar fra staten på nogen af de forslag om mægling, som vi har på bordet i øjeblikket, sagde præsidenten.

Men sådan opfattes det ikke i Madrid.

- Alle Puigdemonts budskaber bringer ny uro - og de fører ingen veje hen. Der er nemlig intet demokrati uden for loven, ingen sam-eksistens og ingen rettigheder uden for loven, sagde den spanske vicepremierminister, Soraya Sáenz de Santamaría, som svar til Cataloniens selvstyrepræsident.

Paragraf 155 er en krigserklæring

Det er derfor svært at se, hvordan parterne skal mødes. Og det bliver uden hjælp fra EU.

- Konflikten er fuldstændigt fastlåst for øjeblikket, vurderer Stéphanie Surrugue.

- For den catalanske regering kunne en mulighed have været, at EU kom på banen for at presse centralregeringen i Madrid, men det har EU ingen intention om, da man ser det som et spansk anliggende.

For Rajoys regering i Madrid er der mulighed for at gøre brug af den såkaldte paragraf 155, der med ét suspenderer selvstyret i de spanske regioner, herunder Catalonien.

- Det vil være en reel mulighed for at banke catalonierne på plads, men mange mener, at det vil være en form for krigserklæring over for Catalonien, forklarer Stéphanie Surrugue i hovedstaden Madrid.

Spaniens rigeste region

Selvstyrepræsident Carles Puigdemont forventes at erklære uafhængighed fra Spanien på mandag.

- Catalonien er Spaniens rigeste region, og nogle spaniere i Madrid forstår godt, at de gerne vil beholde deres penge selv, fortæller Stéphanie Surrugue.

Men folk ser helst, at Spanien forbliver, som det er.

- Regeringen har ikke opbakning i befolkningen til at slå hårdt ned på catalonierne med omfattende politivold, som vi så i søndags. Det tager folk de voldsomt afstand fra. Men på løsrivelsesspørgsmålet synes mange spaniere, og ikke mindst cataloniere, at Catalonien fortsat skal forblive en del af Spanien, forklarer Stéphanie Surrugue.

Uafhængighedsafstemingen i Catalonien:

  • Søndag 1. oktober: Den ulovlige afstemning om om Cataloniens uafhængighed fra Spanien fører til voldsomme sammenstød mellem politi og separatister. Mere end 800 bliver skadet. 42,3 procent af catalonierne stemmer, hvoraf 90 porcent stemmer ja. 8 procent stemmer nej.

  • Mandag 2. oktober: EU opfordrer til dialog i Spanien efter den omstridte afstemning.

  • Tirsdag 3. oktober: Tusindvis demonstrerer mod politivold i Barcelona. Spaniens Kong Felipe 6. kritiserer i en tv-tale det catalanske selvstyre.

  • Onsdag 4. oktober: Selvstyrepræsident Puigdemont kritiserer kongen og regeringen og opfordrer til mægling.