Ifølge tilhængerne af uafhængighed bør Catalonien løsrives fra Spanien og blive en selvstændig nation, og i 2014 sagde 80 procent af catalonierne ja til selvstændighed ved en ulovlig og derfor symbolsk afstemning. Under 40 procent af vælgerne deltog dengang.
I begyndelsen af september vedtog delstatsparlamentet i Barcelona en lovpakke, der skulle sende spørgsmålet om selvstændighed for Catalonien til afstemning den 1. oktober.
Men allerede dagen efter vedtagelsen suspenderede den spanske forfatningsdomstol loven, og det har siden ført til en række demonstrationer i Catalonien.
Løsrivelsestilhængerne arbejder fortsat for at afholde afstemningen den 1. oktober, men de seneste dage har politiet konfiskeret millioner af stemmesedler, og derudover er 12 catalonske politikere og medlemmer af administrationen i regionen blevet anholdt forud for den omstridte afstemning.