Som nummer 45 i rækken af amerikanske præsidenter flytter den 70-årige forretningsmand og milliardær Donald John Trump ind i Det Hvide Hus den 20. januar 2017.
Valgsejren fejrede Trump i nat i lidt mindre pompøse omgivelser. På et Hilton-hotel i New York, ikke langt fra hjemmet i Trump Tower på Manhattan.
Efter en halvandet år lang valgkamp, hvor Donald Trump længe blev betragtet som et kuriosum, halede den republikanske præsidentkandidat i de sidste afgørende uger så markant ind på Hillary Clinton, at han i forrige uge inviterede til ikke bare valgfest på Hilton, men ”sejrsfest”, som der stod i invitationerne for de særligt indbudte.
Trump så sin sejr før mange andre. Men først i nat blev dét scenario, der engang forekom mange som en vittighed, til virkelighed.
Ikke mindst takket være rivalen Hillary Clinton – en historisk upopulær demokratisk præsidentkandidat med så mange betændte sager og korruptionsmistanker i sin fyldige politiske og personlige bagage, at Donald Trump ikke kunne have ønsket sig bedre modstander.
Oprøret fra neden
Lige siden forårets primærvalg har det stået klart, at Donald Trump anser sig selv som folkets mand – uagtet, hvor velhavende han måtte være.
I opposition til eliten, til den politiske korrekthed, til alle de, der troede, at de vidste bedre, bare fordi de var uddannet bedre. Og således blev Trumps manglende politiske erfaring til en styrke i valgkampen.
- Jeg er jeres stemme, erklærede Trump, da han efter en tumultarisk partikongres i sommer modtog Det Republikanske Partis formelle nominering som præsidentkandidat.
Særligt på områder som indvandring, race og national sikkerhed har Donald Trumps stemme med stor styrke og uden omsvøb sagt, hvad mange amerikanere i henhold til valgresultatet tænker, men ikke har turdet eller kunnet formulere.
Det er en stemme, der især tilhører middelklassens hvide mænd, Trumps største vælgerskare.
Donald Trump formåede bedre end Clinton – og bedre end alle sine 16 republikanske rivaler i primærvalgkampen – at vise, at han forstår ”den almindelige amerikaners” bekymringer og kampe i hverdagen.
Det er et faktum, at vælgere fra alle samfundslag i kølvandet på finanskrisen oplever, at deres børns fremtidsmuligheder er ringere end deres egne. Trump leverede et svar: Han vil gøre Amerika stort igen. Og han formåede at begejstre sine vælgere i en grad, så flere af hans tilhængere kaldte Donald Trumps politiske møder for ”kærlighedsfester”.
Med lige så stor begejstring og passion, som Obamas tilhængere for otte år siden messede ”Yes We Can”, har Trumps tilhængere over hele landet messet ”Make Amerika Great Again”.
Det ene budskab var bygget på fremtidstro, det andet er bygget på nutidsvrede – men i begge tilfælde har begejstringen langt overgået stemningen ved Hillary Clintons vælgermøder. Hun ramte aldrig ind i folkesjælen, hun var fornuftens stemme, ikke følelsens stemme.
Derfor fik Clinton aldrig lige så mange amerikanere til at valfarte til sine vælgermøder som Trump eller Obama, hun fik aldrig sit slogan - "'Stronger Together", hamret ind i vælgernes bevidsthed.
Dét Amerika, præsident Trump skal lede, er ikke stærkere sammen - det er historisk splittet.
Den dybe vrede
Valget har vist, at vreden over det etablerede system er så dyb, at vælgerne har prioriteret forandringen over den i USA ellers så højt besungne politiske korrekthed.
I landet, der er bygget på indvandring, er Donald Trump sluppet fra at kalde mexicanske indvandrere for voldtægtsforbrydere.
I landet, hvor familieværdier er i højsædet – ikke mindst i hans eget parti - er Trump sluppet fra at erklære, at kendte mænd kan ”rage kvinder i fissen” uden at spørge om lov.
I landet, der dyrker sine soldater og veteraner som helte, er Donald Trump sluppet fra at erklære, at den højt dekorerede Vietnam-veteran og republikanske toppolitiker John McCain ikke er en krigshelt, fordi han blev taget til fange – ganske som Trump også slap fra at kritisere et sørgende muslimsk forældrepar til en krigsdræbt amerikansk soldat.
Læg dertil, at Donald Trump har givet alle sine rivaler øgenavne, offentligt gjort grin med en journalists fysiske handicap, på Twitter kritiseret en rivals hustru for hendes udseende og, ja, listen fortsætter, og hans vælgere har båret over hele vejen - ikke nødvendigvis fordi de billiger Trumps udsagn, men fordi deres vrede og frustration over hverdagen er større end deres forargelse over Trump.
Men undervejs i halvandet års valgkamp med grovheder ad libitum har Donald Trump stødt så mange andre amerikanere fra sig, at præsident Trump har en enorm opgave foran sig med at samle befolkningen igen.
Mange amerikanere frygter protester i kølvandet på hans valgsejr. Nogle amerikanere frygter ligefrem optøjer.
Præsident Trumps første 100 dage
Når Donald Trump flytter fra New York til Washington efter den formelle overdragelse af nøglerne til Det Hvide Hus om to en halv måned, vil han ”dræne sumpen”, som et hans valgslogans har lydt.
Den amerikanske forbundshovedstad er ganske rigtigt bygget i et sumpområde, men det er nu engang den politiske sump, Trump vil have renset ud i.
Præsident Trump vil af med dét, han kalder korruptionen i Washington, og han vil af med de magtfulde professionelle lobbyister, som i dag har en kolossal indflydelse på amerikansk politik og lovgivning.
Det agter han blandt andet at gøre ved at sætte begrænsning på, hvor ofte man kan genvælges til Kongressen og ved at give fem års karantæne til personer, der har arbejdet i ministerier, Kongressen eller Det Hvide Hus, så de ikke kan gå direkte over til et job som lobbyister.
Desuden vil Donald Trump ved lov forbyde personer, som har modtaget store lobby-donationer fra udlandet, at få arbejde i Det Hvide Hus. Præsident Trump vil, med egne ord, give magten tilbage til folket.
Overskrifterne for sine første 100 dage i embedet som USA’s præsident gav Donald Trump i en stor tale i slutningen af oktober måned i Gettysburg, den historiske by i delstaten Pennsylvania, hvor præsident Abraham Lincoln holdt en af sine mest berømte taler.
Et af de første områder, præsident Trump vil kaste sig over, er immigration.
Trump vil indlede deportationen af kriminelle, illegale indvandrere, og byggeriet af muren til Mexico skal i gang. Desuden vil Trump suspendere visa fra lande, som nægter at modtage de af deres statsborgere, der er udvist fra USA på grund af kriminalitet.
Trump vil også øjeblikkeligt kaste sig over et andet af sine vigtigste valgløfter: At bringe arbejdspladser tilbage til USA.
Det skal blandt andet ske ved at straffe amerikanske virksomheder, der søger skattely i udlandet, og ved at give skattesmæk til amerikanske virksomheder, der har flyttet deres produktion til udlandet.
Samtidig vil Donald Trump genforhandle handelsaftalerne, især den såkaldte NAFTA-frihandelsaftale mellem USA, Mexico og Canada, som, Trump mener, har ført til tabet af millioner af amerikanske arbejdspladser. Også den seneste såkaldte TTP-handelsaftale mellem USA og 11 stillehavsnationer vil præsident Trump genforhandle, mens han til gengæld vil bremse forhandlingerne om en kommende frihandelsaftale mellem EU og USA.
I sin Gettysburg-tale for de første 100 dage i Det Hvide Hus gjorde Donald Trump det også klart, at præsident Obamas klimakamp må vige til fordel for præsident Trumps kamp for at styrke den amerikanske økonomi.
Den nye republikanske præsident vil sætte en stopper for USA’s milliardstøtte til FN’s bekæmpelse af klimaforandringer – de penge skal i stedet bruges på styrke USA’s nedslidte infrastruktur. Samtidig vil Trump booste den amerikanske økonomi ved at åbne for alle former for energiudnyttelse i USA: Skifergas, naturgas, olie og kul.
En verden med Trump
I sin tid som forretningsmand har Donald Trump både støttet Det Republikanske Parti og Det Demokratiske Parti, og det er da heller ikke en stærkt ideologisk præsident, der overtager skrivebordet i Det Ovale Kontor. Men der er dog dele af det republikanske arvesølv, som amerikanerne kan se frem til, at Donald Trump vil pudse af efter otte års demokratisk styre.
For det første vil Donald Trump udpege en abortmodstander til det ledige sæde i USA’s ekstremt magtfulde højesteret. Og så vil han rulle Barack Obamas stramninger på våbenområdet tilbage.
På det udenrigspolitiske område venter mange af verdens ledere i spænding på klare udmeldinger fra USA’s nye præsident. Eksempelvis har Donald Trump i valgkampen truet med at bryde NATO’s musketered.
Han ser ikke nødvendigvis, at USA kommer ethvert medlemsland til undsætning – til gengæld ser han absolut, at alle medlemslande skal bidrage økonomisk og militært i langt højere grad, end tilfældet er i dag.
En anden af Donald Trumps store udenrigspolitiske mærkesager er kampen mod terrorisme. I valgkampen erklærede den republikanske kandidat igen og igen, at præsident Obama har været svag i kampen mod Islamisk Stat, ja, at Obama og hans tidligere udenrigsminister Hillary Clinton faktisk er ansvarlige for, at Islamisk Stat overhovedet fik en grobund. Trump vil sætte hårdt ind – men hvordan har han ikke afsløret endnu.
Det er uvist, hvordan Trumps protektionistiske politik vil påvirke verden. Men det er ganske vist, at Trump er ikke interesseret i USA som verdens politibetjent. Han er interesseret i USA.