Trump fyrer FBI's øverste chef

Trump har taget beslutningen på anbefaling fra sin justitsminister, Jeff Sessions.

James Comey har siden valgets sidste dage fået massiv kritik fra både Demokrater og Republikanere. (Foto: © SHAWN THEW, Scanpix)

USA's præsident, Donald Trump, fyrer FBI's øverste chef, James Comey.

Trump har taget beslutningen på anbefaling fra sin justitsminister, Jeff Sessions. Flere journalister deler brevet fra Jeff Sessions på sociale medier.

https://twitter.com/TreyYingst/status/862066608042377216

Fyringen træder i kraft med øjeblikkelig virkning og kommer få dage efter, at den nu tidligere FBI-chef har vidnet om en efterforskning af den russiske indblanding i det amerikanske valg og Trump-kampagnens angivelige forbindelse til Vladimir Putin.

- Det er afgørende, at vi nu finder et nyt lederskab for FBI, der genskaber den offentlige tillid og tiltro til dets vigtige håndhævelse af loven, skriver Donald Trump i et brev til James Comey.

- FBI er en af vores nations mest værdsatte og respekterede institutioner, og i dag markerer vi en ny begyndelse for lovens kronjuvel, lyder det i en officiel udtalelse til offentligheden fra Donald Trump.

https://twitter.com/PeterAlexander/status/862063234429444096

Clinton beskyldte Comey for valgnederlag

Comey har været en central skikkelse i kontroversen om forhenværende præsidentkandidat Hillary Clintons brug af en privat server til e-mails, da hun var udenrigsminister.

Flere mener, at FBI og Comey var medvirkende til, at Clinton tabte valget. Noget Hillary Clinton for blot en uge siden også selv sagde i medierne.

I den sidste del af valgkampen sendte James Comey nemlig et brev til Kongressen om, at FBI havde fundet nye oplysninger i Clinton-sagen. Det skete på trods af, at der er en lang tradition for ikke at kommentere efterforskninger lige op til et valg.

Det var også på trods af, at FBI på det tidspunkt ikke vidste, hvor betydningsfuldt det nye materiale var. Der blev dog aldrig rejst en sigtelse mod Clinton, men den nye udvikling i sagen stjal flere overskrifter under valgkampen.

Du kan læse en gennemgang af hele Clinton-sagen lige her.

Med Clinton-sagen og sagen om Trumps angivelige russiske forbindelse har Comey fået en enorm opmærksomhed i en tjeneste, der siden J. Edgar Hoovers tid har arbejdet hårdt for at blande sig uden om det politiske spil.

Det vides endnu ikke, hvem der bliver den nye chef for FBI.

Hvem er James Comey? Lær fem ting om ham her: