De næste døgn kan blive meget afgørende for forholdet mellem Storbritannien og Rusland, efter at den britiske premierminister, Theresa May, i går udtalte, at det med al sandsynlighed er russerne, som står bag nervegas-angrebet mod den tidligere spion og dobbeltagent Sergej Skripal og datteren, Julia.
- Det er potentielt den mest højspændte situation, vi har set i øst-vest-konflikten, siden man i juli 2014 skød et fly ned over Østukraine. Det medførte voldsomme økonomiske sanktioner mod Rusland - og Ruslands fødevareembargo mod os, forklarer Jens Worning, som er udenrigskommentator for Kristeligt Dagblad.
Umiddelbart efter Theresa Mays udtalelse i går fik hun opbakning fra den amerikanske udenrigsminister, Rex Tillerson, som udtrykte bekymring over Ruslands handlinger.
Ifølge Jens Worning vil Storbritannien i løbet af de næste døgn orientere sine andre allierede på regeringsniveau.
- De næste 48 timer bliver meget afgørende. Den britiske udenrigsminister, Boris Johnson, har indkaldt den russiske ambassadør, og modtager man ikke en forklaring, vil man i morgen komme med en passende handling, siger han.
Afviser alle anklager
I Rusland afviste talsmand for udenrigsministeriet Maria Zharakova i går helt beskyldningerne fra Theresa May og kaldte det en "cirkusforestilling".
Også præsident Vladimir Putin har afvist at diskutere det, før briterne er kommet til bunds i sagen om den 66-årige Skripal og hans 33-årige datter, der blev fundet livløse på en bænk i den britiske by Salisbury den 4. marts.
I Rusland har man dog blikket stift rettet mod London, og hvis den russiske ambassadør bliver sendt hjem, vil der komme et øjeblikkeligt modsvar fra Rusland, fortæller DR’s korrespondent i Rusland, Matilde Kimer.
- Det her føles meget alvorligt. Det er svært at forestille sig, at det ikke kan udvikle sig til en diplomatisk krise som minimum mellem Storbritannien og Rusland, siger hun.
Propaganda-kampagne mod Rusland
I Rusland har man kørt en ret konsekvent linje af afvisninger af beskyldningerne fra Storbritannien, hvor flere eksperter har holdt fast i, at det er en koordineret kampagne mod landet.
Samtidig bliver det insinueret, at det er briterne selv, der står bag angrebet på Sergej og Julia Skripal.
Og der bliver tegnet et billede af, at det er Storbritanniens forsøg på at ramme Rusland i forhold til fodbold-VM, der løber af stablen til sommer i netop Rusland.
- Det bliver kaldt en propaganda-kampagne med det formål at sikre, at VM i Rusland ikke bliver en succes. Det kan jo lade sig gøre, når der ikke foreligger nogen beviser, siger Matilde Kimer og fortsætter:
- Det giver anledning til at spørge: Hvad er der egentlig sket med vores andre statsborgere? Man ignorerer konklusionen fra 2016 i sagen om Alexander Litvinenko (russisk eks-spion bosiddende i England, der døde efter at være blevet forgiftet, red.) og siger: Vi har ikke nogen beviser, men det er det er besynderligt, at så stor en del af vores statsborgere omkommer hos jer, uden at vi ved, hvad der er sket.
Theresa May slog i går fast, at hvis det viser sig, at Rusland står bag drabsforsøget, vil briterne betragte det som "ulovlig brug af magt".
- I sidste ende er det en vanskelig sag, fordi det jo handler om tillid. Det er jo også en tillidssag, når andre tror på de udmeldinger, som kommer fra Theresa May og Storbritannien, siger Matilde Kimer.