Den britiske premierministers påstand om, at Rusland med al sandsynlighed står bag drabsforsøget på den tidligere russiske agent, Sergej Skripal, og hans datter, er en "cirkusforestilling".
Sådan lyder reaktionen fra talsmand for det russiske udenrigsministerium, Maria Zharakova, som afviste anklagerne fra Storbritannien, mens Theresa May endnu var i gang med sin tale i det britiske parlament.
Det skriver nyhedsbureauet AP.
Her sagde premierministeren, at den nervegift, der blev brugt til at forgifte Skripal og hans datter, er den del af en gruppe nervegifte ved navn "Novichok", som Ruslands militær tidligere har produceret.
Ruslands ansvar
Premierministeren konkluderede, at det derfor med stor sandsynlighed er Rusland, der er ansvarlig for drabsforsøget på Skripal og hans datter - enten ved selv at have udført det eller ved at miste kontrollen med sin beholdning af nervegiften og derved tillade, at den kom i de forkerte hænder.
Rusland har tidligere afvist al kendskab til drabsforsøget - og ifølge talsmand Maria Zharakova er disse anklager "endnu en politisk informationskampagne baseret på en provokation".
Den 66-årige Sergei Skripal og hans 33-årige datter, Yulia, er fortsat indlagt og i kritisk tilstand, efter de blev fundet livløse på en bænk i Salisbury i Sydengland, søndag den 4. marts.