Lars Løkke Rasmussen (V) vidste ikke helt, hvor han skulle kigge hen.
Statsministerens blik hvilede skiftevis på talepapiret på pulten og de hundredvis af festklædte middagsgæster, som bare blev ved med at huje, juble og klappe i gallateltet på plænen foran Det Hvide Hus.
Det var maj 2016, og sammen med sine nordiske kollegaer var den danske statsminister inviteret til officiel statsmiddag hos USA’s daværende præsident, Barack Obama.
Lars Løkke Rasmussen havde fået til opgave at levere middagens humoristiske festtale. Og der var ingen tvivl om, at hans budskab om, at Barack Obama var ”den bedste præsident, som Europa aldrig har haft”, var gået rent ind hos gæsterne.
Ikke mindst hos værten selv, der efterfølgende kvitterede ved at invitere Lars Løkke Rasmussen med til Det Hvide Hus’ årlige korrespondentmiddag, som er både berømt og berygtet for sine underholdende taler.
"The special relationship"
Der er ingen tvivl om, at Danmark og USA generelt har et godt forhold til hinanden, fortæller Rasmus Sinding Søndergaard, der er ekstern lektor i amerikansk politik ved Syddansk Universitet.
Både på det officielle plan, men også mellem de enkelte præsidenter og statsministre.
Og det er det forhold, som statsministeren skal forsøge at fastholde, når han senere i dag skal møde landets nye præsident, Donald Trump, for første gang.
- USA har været garant for Danmarks sikkerhed og er et af vores største eksportmarkeder. Danmark har omvendt været en vigtig alliancepartner for USA. Selvom vi er et lille land, har vi bakket op om USA i tykt og tyndt. Ikke mindst efter terrorangrebet 11. september, krigene i Irak og Afghanistan og nu kampen mod IS, siger han og fortsætter:
- Det har man bemærket i USA, og det har været med til at skabe et endnu tættere forhold mellem Danmark og USA og derved også mellem præsidenterne og statsministrene.
En af de uartige drenge i klassen
Sådan har det dog ikke altid været, understreger Rasmus Sinding Søndergaard. I 1980’erne var Danmark nemlig ”en af de uartige drenge i klassen” på grund af vores fodnotepolitik, hvor vi eksempelvis ikke tillod, at amerikanske skibe kunne lægge til kaj, hvis de havde atomvåben med ombord.
- Det påpegede daværende præsident Ronald Reagan også over for Paul Schlüter (K), da han var på besøg i USA. Så der var grænser for, hvor populære vi var i Washington D.C., siger han.
Det ændrede sig dog op igennem 1990’erne, hvor Danmark med statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) i spidsen begyndte at føre en mere aktivistisk udenrigspolitik, siger Rasmus Sinding Søndergaard.
Dengang hed præsidenten Bill Clinton, og som den første præsident nogensinde besøgte han Danmark i 1997.
- I giver alle jeres borgere muligheder, og støtter dem i nød, lød det blandt andet fra Bill Clinton, da han holdt tale for et stuvende fuldt Nytorv i centrum af København.
Bush' gode ven
Det er dog især forholdet mellem Anders Fogh Rasmussen (V) og præsident George W. Bush op igennem 00’erne, som mange danskere husker, fortæller Rasmus Sinding Søndergaard.
- De havde et særligt godt forhold, hvilket bunder i, at de langt hen ad vejen var enige rent politisk. Derudover leverede Danmark en betydelig indsats i amerikanernes såkaldte krig mod terror, siger han.
Mellem 2002 og 2008 besøgte de hinanden hele otte gange, og Anders Fogh Rasmussen blev endda inviteret hjem til den amerikanske præsidents ranch.
- Bush sagde selv, at han havde et personligt venskab med Fogh, fortæller Rasmus Sinding Søndergaard.
Mange europæiske stats- og regeringschefer stod i kø for at få opbygget et godt forhold til Barack Obama, da han overtog præsidentposten i 2008. Heriblandt de danske.
Helle Thorning-Schmidt (S) besøgte som statsminister Det Hvide Hus to gange, og under en mindehøjtidelighed for Sydafrikas tidligere præsident Nelson Mandela fik hun taget en selfie med den amerikanske præsident og den daværende britiske premierminister, David Cameron. En fotograf fangede de tre i aktion, og billedet af dem gik efterfølgende verden rundt.
Ikke det samme forhold til Trump
Lars Løkke Rasmussen nåede også at møde Barack Obama ved flere lejligheder, heriblandt den tidligere nævnte statsmiddag.
I dag er det så Donald Trump, han skal besøge i Det Hvide Hus. Statsministeren har på forhånd sagt, at formålet med besøget netop er at bygge videre på det gode forhold, der allerede findes mellem Danmark og USA.
Og han har tidligere udtalt, at han havde ”en god snak” med Donald Trump, da han sidste år ringede for at lykønske ham med valgsejren ved præsidentvalget.
Men Rasmus Sinding Søndergaard har dog svært ved at se, at Lars Løkke Rasmussen kommer til at få ”det samme venlige og joviale forhold” til Donald Trump, som han havde til forgængeren.
- Jeg tvivler på, at vi kommer til at se noget lignende mellem Løkke og Trump. Det ligger heller ikke til Trumps stil, siger han.
Lars Løkke Rasmussen er det 9. statsoverhovede og kun det. 4. fra Europa, der er inviteret af Trump.