Skråsikker Trump: Jeg kan slå Oprah

Medier verden over spekulerer i, om talkshowikonet Oprah Winfrey vil stille op til det amerikanske præsidentvalg.

Her kan du høre Donald Trump fortælle om Oprah.

- Jeg kan slå Oprah.

Der var ikke den mindste tvivl at spore hos den amerikanske præsident, Donald Trump, da han tidligere i dag blev spurgt ind til, hvordan han ville have det med at kæmpe mod det verdensberømte talkshowikon om præsidentposten.

- Det ville være meget sjovt at kæmpe mod Oprah. Jeg kender hende ret godt, og jeg var med i en af hendes sidste udsendelser, tilføjede han over for de fremmødte journalister.

Det er endnu uvist, hvem der skal udfordre den republikanske Donald Trump om præsidentposten, når amerikanerne skal til valg igen i 2020.

Men siden søndagens Golden Globe-uddeling har en række amerikanske medier spekuleret i, om Oprah Winfrey rent faktisk kunne finde på at udfordre Donald Trump ved det kommende præsidentvalg.

Ved prisuddelingen holdt hun en ti minutter lang tale, hvor hun blandt andet talte om en lysere fremtid for kvinder.

Og da hendes mand, Stedman Graham, efterfølgende blev spurgt ind til sin hustrus mulige præsidentdrømme, svarede han, at hun ”helt sikkert vil gøre det, hvis det er det, folket ønsker”.

Oprah Winfrey har ikke selv kommenteret de seneste spekulationer. Ifølge Los Angeles Times grinte Oprah Winfrey bare, da hun søndag blev spurgt ind til, om hun ville gå efter Det Hvide Hus.

Og Donald Trump, der selv har en fortid som vært på realityshowet ”The Apprentice”, tror personligt ikke, at hun vil gøre det.

- Jeg tror ikke, at hun stiller op, sagde han og tilføjede, at han har stor respekt for Oprah Winfrey.

- Jeg kan godt lide Oprah.

'Jeg vil aldrig stille op'

Den 63-årige Oprah Winfrey slog igennem med talkshowet ”The Oprah Winfrey Show”, som blev vist i det meste af verden fra 1986 til 2011.

Hun har aldrig lagt skjul på, at hun er demokrat, og hun støttede åbent Barack Obama, da han gik efter præsidentposten i 2007.

Barack Obama gav i 2013 Oprah Winfrey 'The Presidential Medal of Freedom' for sin karriere. (Foto: © LARRY DOWNING, Scanpix)

I 2016 bakkede hun også op om Hillary Clinton, som endte med at tabe præsidentvalget til Donald Trump.

Hun har dog tidligere afvist, at hun kunne finde på at gå efter præsidenteposten.

- Jeg vil aldrig stille op til et offentligt embede. Det er en temmelig ultimativ beslutning, sagde hun for et halvt år siden til Hollywood Reporter.

Og da hendes gode veninde, journalisten Gayle King, tirsdag kommenterede rygtet på morgenprogrammet CBS This Morning, sagde hun, at hun ikke selv tror, at Oprah Winfrey vil gøre det.

- Jeg tror dog, at hun er meget fascineret af det, og jeg vil også sige, at jeg i mange år har hørt hende sig på ”The Oprah Winfrey Show", at man altid har ret til at skifte mening. Men det er helt bestemt ikke noget, hun overvejer lige nu, sagde hun.

Trump: Oprah er mit førstevalg

Oprah Winfrey har flere gange interviewet Donald Trump, før han blev præsident.

Og Oprah Winfrey var en af de første journalister, som spurgte ham, om han kunne finde på at stille op til et præsidentvalg.

Det var i 1988 på hendes talkshow, og her svarede den amerikanske forretningsmand og byggematador ”nok ikke” på spørgsmålet.

- Men jeg er træt af at se mit land blive ødelagt, tilføjede han dengang.

Donald Trump understregede dog, at han nok ville vinde, hvis han valgte at gøre det.

- Jeg ville ikke gøre det for at tabe. Jeg har aldrig gjort noget i mit liv for at tabe, sagde han.

Da CNN-journalisten Larry King 11 år efter ville høre Donald Trump, hvem der kunne blive hans vicepræsident, hvis han på et tidspunkt stillede op til, svarede han ”Oprah Winfrey”.

- Oprah vil altid være mit førstevalg, sagde han dengang.

http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn%3adr%3amu%3aprogramcard%3a5a55082a6187a417640c8341