Oprah greb publikum under Golden Globe: Nye tider er på vej for alle piger

Spekulationerne om Oprah Winfreys præsidentdrømme har fået nyt liv efter Golden Globe.

Oprah Winfrey modtog under prisuddelingen æresprisen Cecil B. DeMille Lifetime Achievement award for sit store bidrag til underholdningsbranchen. (Foto: © handout, Scanpix)

Talkshowværten og skuespilleren Oprah Winfrey pustede i aftes dansk tid til rygterne om, at hun stiller op til præsidentvalget i 2020.

Det skete under den årlige Golden Globes Awards, der bliver afholdt i den amerikanske delstat Californien.

Oprah leverede en knap ti minutter lang tale, hvor hun blandt andet kom ind på #metoo-bevægelsen, og at fremtiden nu ser lysere ud for kvinder.

'Den tid er forbi'

I en tale, hvor hun takkede for at have modtaget æresprisen 'Cecil B. DeMille Lifetime Achievement Award', understregede hun, at seksuelle overgreb på kvinder rækker langt ud over underholdningsbranchen, skriver The Guardian.

- Det overskrider kultur, geografi, race, religion, politik eller arbejdsplads, sagde hun.

I sin tale nævnte Oprah Winfrey, der blev verdenskendt for sit talkshow 'The Oprah Winfrey Show', også Recy Taylor, en kvinde, der i 1944 blev bortført og voldtaget af fem mænd.

- Hun døde for ti dage siden lige før sin 98 års fødselsdag, sagde Oprah Winfrey, som også har gjort sig bemærket som skuespiller.

Blandt andet i filmen "Farven Lilla", som hun i 1985 blev Oscar-nomineret for, og i "Selma", som hun også var med til at producere.

- Hun levede det liv, vi alle har levet i for mange år, i en kultur, der er blevet ødelagt af brutale, magtfulde mænd. I for lang tid er kvinder ikke blevet hørt eller blevet troet på, hvis de turde at tale ud om magtfulde mænd. Men den tid er forbi.

Næsten alle var klædt i sort i respekt for #metoo-bevægelsen i aftes. (Foto: © HFPA / HANDOUT, Scanpix)

'Hun vil helt sikkert gøre det'

Oprah Winfrey afsluttede sin tale med stående ovationer fra publikum.

- Alle de piger, der ser med, skal vide, at nye tider er på vej.

- Og det bliver på grund af nogle fantastiske kvinder og mænd, der kæmper hårdt for at sikre, at ingen bliver nødt til at sige 'me too' igen.

Efter showet blev Oprah Winfreys partner, Stedman Graham, spurgt ind til hendes præsidentielle ambitioner.

- Hun vil helt sikkert gøre det, hvis det er det, folket ønsker, sagde han.

Oprah Winfrey er flere gange blevet opfordret til at stille op til præsidentvalget i USA, blandt andre af filminstruktøren Michael Moore.

Politik har fyldt det meste af optakten til dette års Golden Globes Awards.

Langt de fleste af aftenens skuespillere var mødt op i sort for at markere deres støtte til ofrene og aktivisterne bag #metoo-bevægelsen, der har domineret Hollywood i de seneste mange måneder.