Det er stadigvæk dybt frustrerende, at den britiske premierminister, Theresa May, nægter at lytte til skotterne, når det kommer til den britiske kurs ud af EU-samarbejdet.
Det var meldingen fra den skotske førsteminister, Nicola Sturgeon, efter at hun i eftermiddags havde holdt et timelangt møde med premierministeren på et hotel i Glasgow.
Den EU-positive førsteminister har længe været kritisk over for den britiske regerings brexit-kurs, som blandt andet lægger op til et brud med EU’s indre marked.
- Jeg er stadig frustreret over en proces, hvor det virker som om, at man hverken vil lytte til Skotland eller nogle af de andre decentrale regeringer. Den pointe gjorde jeg klar over for hende, sagde Nicola Sturgeon efterfølgende til BBC.
- Jeg mindede hende endnu engang om, at vi skal forblive medlem af det indre marked, hvilket er blevet afvist uden nogen form for debat, og det er sådan, vi har oplevet de her forhandlinger, sagde hun.
May: Brug for mere forenet nation
Dagens møde mellem den britiske premierminister og den skotske førsteminister var det første mellem de to, efter at den skotske regering tidligere på måneden meddelte, at den går efter at få en ny afstemning om Skotlands fremtid i Storbritannien.
Et stort flertal af skotterne stemte for at blive i EU, da briterne sidste år skulle tage stilling til deres fremtid i unionen. Nicola Sturgeon ønsker nu at løsrive Skotland fra resten af Storbritannien, så landet kan få et tættere forhold til EU.
Theresa May har dog flere gange afvist en ny, skotsk uafhængighedsafstemning, og det fastholdt hun, da hun i dag sad over for sin skotske kollega.
Tidligere på dagen understregede hun under en tale, at der er brug for et ”mere forenet” Storbritannien – som udover Skotland består af England, Wales og Nordirland – nu hvor briterne er på vej ud af EU.
- Nu hvor Storbritannien forlader EU, og nu hvor vi skal skabe os en ny rolle i verden, bliver styrken og sammenholdet i vores union endnu mere vigtig, lød det fra premierministeren.
Afstemning inden marts 2019
Men i morgen skal det skotske parlament stemme om, hvorvidt de vil have en ny afstemning om uafhængighed, og hvis det står til Nicola Sturgeon skal den finde sted inden marts 2019.
Det er nemlig her, at forhandlingerne om briternes udtræden af EU skal være færdiggjort, og hvor Storbritannien formelt set skal forlade unionen.
Derfor skal skotterne ifølge landets førsteminister have lov til at tage stilling til, om de vil blive i et Storbritannien uden for EU, eller om de vil stå egne ben.
- Når aftalen (mellem Storbritannien og EU, red.) er ved at være klar, skal det skotske folk have en oplyst mulighed for at tage stilling til, om det er den vej, de vil fortsætte nedad, eller om de vil gå efter at blive et uafhængigt land, sagde Nicola Sturgeon til BBC.