Skotlands førsteminister, Nicola Sturgeon, siger, at hun kun kender meget lidt til de britiske planer om at forlade EU. Det er en "uacceptabel" situation mere end et halvt år efter folkeafstemningen om brexit.
Sturgeon er leder af Skotlands Nationalparti og førte kampagne for, at Storbritannien skulle blive i EU op til folkeafstemningen 23. juni.
Hun siger til BBC, at den britiske regering er nødt til at gå på kompromis under forhandlingerne med EU for at have opbakning fra Skotland.
Hold ikke Skotland udenfor
Premierminister Theresa May skal derfor ikke fokusere så meget på indvandring.
- Hold ikke Skotland udenfor, advarer hun.
- Jeg føler det ikke, som om jeg ved mere om hendes forhandlingshensigter i dag end for seks måneder siden.
- Og hvad der formentlig er endnu mere bekymrende, så er jeg ikke sikker på, at hun ved mere om sine forhandlingshensigter nu, end hun gjorde dengang, siger Sturgeon.
Knap 52 procent stemte ved folkeafstemningen i juni for, at Storbritannien skal forlade EU.
/ritzau/Reuters