Qatar skal ikke længere være landfast med Den Arabiske Halvø – i stedet skal landet forvandles til en ø. I hvert fald hvis det står til Saudi-Arabien.
I april annoncerede det saudiske nyhedsmedie Sadq, at landets kongedømme havde planer om at grave en 60 kilometer lang kanal på grænsen til Qatar, men det er først nu, at rygtet er blevet bekræftet af repræsentanter for kongehuset selv.
- Jeg venter utålmodigt på detaljer om gennemførelsen af Salwa ø-projektet, et stort historisk projekt, der vil ændre områdets geografi, skrev en seniorrådgiver for kronprins Mohammad bin Salman i går på Twitter.
Kanalprojektet er kulminationen på en 14 måneder lang diplomatisk krise i regionen, hvor en række lande, med Saudi-Arabien i spidsen, har afbrudt alt samarbejde med Qatar. Det skete efter en lang række beskyldninger mod Qatar om, at landet samarbejder med terrorister og fremmer Irans interesser på Den Arabiske Halvø.
Qatars grænse til Saudi-Arabien er landets eneste grænse, og op mod 40 procent af landets import af fødevarer kommer til Qatar gennem landets saudiske nabo.
Ekspert: Saudi-Arabien flekser musklerne
Kanalen skal være 60 kilometer lang og 200 meter bred, skrev Sadq i sin oprindelige offentliggørelse af projektet. Projektet forventes at koste i omegnen af 4,8 milliarder kroner, skriver samme medie. I dele af kanalen skal desuden nedgraves et anlæg til atomaffald.
- Der er så meget symbol i det her! Saudi-Arabien ønsker at sende et signal om, at det her er ikke en midlertidig uoverensstemmelse, og derfor vil de afskære Qatar fysisk fra Den Arabiske Halvø, siger Fannie Agerschou-Madsen, cand. mag. og ekstern lektor på Københavns Universitet, om det saudiske kongedømmes udmelding.
Hun driver konsulentvirksomheden Perspektiv på Mellemøsten og har fulgt konflikten i golfstaterne tæt.
Med kanalprojektet vil Saudi-Arabien vise, hvem der bestemmer på halvøen, siger Fannie Agerschou-Madsen.
- Saudi-Arabien prøver virkelig at flekse med musklerne og vise, hvem det er, der sætter dagsordenen i den her region. Og ikke mindst vil de vise, hvad der sker, hvis man arbejder lidt for tæt sammen med Iran, vurderer hun og forklarer, at Qatar har et tæt samarbejde med Iran, fordi de sammen råder over det naturgas-reservoir, som leverer gas til Qatars største eksportindtægt.
En utilregnelig kronprins
Kanalprojektet er typisk for den måde, Saudi-Arabiens 33-årige kronprins Mohammad bin Salman leder landet på, siger Fannie Agerschou-Madsen.
- Det her projekt kan godt se ud som lidt af et pr-mæssigt selvmål for Saudi-Arabien, men det her kommer helt sikkert i kontekst af den nye kronprins, siger hun og forklarer:
- Han er relativt ny på tronen og har indtil nu kørt en meget uforudsigelig og aggressiv udenrigspolitik. Det er også ham, der står bag hele den her affære med Canada.
Den diplomatiske krise mellem Canada og Saudi-Arabien brød ud i august, da den canadiske ambassade i landet udtrykte bekymring over golfstatens fængsling af flere menneskerettighedsforkæmpere. Udmeldingen fik blandt andet Saudi-Arabien til at annoncere handelsstop mellem de to lande.
- Det hele handler om at sende et signal om, at det er ham, der bestemmer, siger Fannie Agerschou-Madsen om kronprinsens handlinger.
Qatar har endnu ikke kommenteret offentligt på Saudi-Arabiens planer.
Blokaden mod Qatar
- •
I juni 2017 afbrød Saudi-Arabien, De Forenede Arabiske Emirater, Bahrain og Egypten, samt en række lande i Afrika, de diplomatiske forbindelser med Qatar.
- •
Landene indførte samtidig en omfattende blokade, der omfatter blandt andet handel og rejser.
- •
Begrundelsen for aktionen er Qatars påståede støtte til terrorgrupper og landets samarbejde med Iran - Saudi-Arabiens ærkefjende.
- •
Landene i blokaden har opstillet 13 krav, der skal opfyldes, før den kan hæves. Qatar skal blandt andet lukke tv-stationen Al Jazeera og afbryde forbindelser med Iran. Al Jazeera har hovedsæde i Doha og har flere gange bragt kritiske nyheder om Saudi-Arabien.
- •
Qatar er regionens rigeste nation målt per indbygger.
- •
Kilder: Fannie Agerschou-Madsen, The Guardian, Deutsche Welle.