Saudi-Arabien har netop stoppet alle medicinske behandlinger af saudiske borgere, der er indlagt på hospitaler i Canada. De skal nu flyttes ud af landet.
Det er den seneste udvikling i en diplomatiske krise imellem den saudiske og canadiske regering.
Krisen begyndte i sidste uge, da den canadiske udenrigsminister, Chrystia Freeland, protesterede over anholdelserne af en række saudiske menneskerettighedsaktivister på Twitter, herunder den kendte aktivist Samar Badawi.
Ifølge DR’s Mellemøstkorrespondent Puk Damsgård er det ikke tilfældigt, at det saudiske styre reagerer så kraftigt over for Canada.
- Man ønsker at signalere, at fremmede nationer som Canada ikke skal tro, at de på nogen måde har ret til at blande sig i landets interne anliggender, siger hun.
Styret vil selv bestemme udviklingen
De anholdelser, som Canada protesterer over, følger efter en række andre arrestationer tidligere i år.
Blandt andet blev flere kendte kvindelige aktivister anholdt op til ophævelsen af kørselsforbuddet for kvinder i Saudi-Arabien den 24. juni i år.
Det sammenhæng er vigtig, ifølge Puk Damsgård.
- Styret ønsker at signalere, at det er dem, der alene bestemmer udviklingen i landet. Landets indbyggere skal ikke tro, at de kan stille krav til, hvordan de gerne vil leve deres liv, siger korrespondenten.
- Det må altså ikke se ud som om, at de kvinder, der i mange år har demonstreret for retten til at køre bil og bevæge sig frit, på nogen måde har påvirket styret, fortæller Puk Damsgård.
Amnesty International mener overordnet, at udviklingen går i den forkerte retning i Saudi-Arabien.
- Vi ser, at styret for tiden strammer skruen. Menneskerettighedsforkæmpere bliver i højere grad forfulgt og fængslet i Saudi-Arabien, udtaler Stinne Bech, politikchef i organisationens danske afdeling.
Vestlig ønsketænkning
Kulturteoretiker Marisa Moltke Ingvartsen har selv boet i Saudi-Arabien. Hun pointerer, at kvinderne i landet på visse punkter har oplevet fremgang i de senere år. Udover at de nu må køre bil, kommer flere kvinder også ud på arbejdsmarkedet.
Den udvikling skyldes dog i hendes øjne en økonomisk nødvendighed som følge af en faldende oliepris og voksende befolkning. Hun mener, at man i Vesten derfor har en tendens til at fejlfortolke udviklingen.
- Jeg oplever, at der findes en del ønsketænkning her i Vesten. Vi ønsker, at de bliver mere som os, men jeg oplever slet ikke, at de vestlige samfund er et ideal i Saudi-Arabien, siger hun.
Hun mener, magthaverne i Saudi-Arabien i stedet forsøger at finde en ny vej for landet. Vel at mærke en, som stadig er tro mod de religiøse traditioner.
Frygt for befolkningen
Ifølge Puk Damsgård ser styret med stor bekymring på de omvæltninger, der har fundet sted andre steder i regionen
- Man er bange for, at selv den mindste åbning over for befolkningen kan sætte gang i en bevægelse. Derfor farer man så hårdt frem mod disse aktivister ved blandt andet at kalde dem forrædere.
Stinne Bech fra Amnesty International er enig i, at styret i Saudi-Arabien er klar til at gå langt for at bevare kontrollen over landets udvikling. Hun mener også, at det er derfor, det reagerer så kraftigt over for den canadiske regering.
Derfor håber hun, at flere nationer vil stille sig bag Canada.
- Så længe det kun er Canada, som Saudi-Arabien er i konflikt med, kan de håndtere situationen. Men hvis tunge lande som USA, Frankrig og Storbritannien stiller sig bag canadierne, kan det for alvor flytte noget, siger Stinne Bech.