Europas moral var på spil, da Europa-Kommissionens formand Jean Claude-Juncker i dag satte fokus på de mange flygtninge og migranter, som i den seneste tid er rejst ind i kontinentet, i sin State of the European Union-tale i Strasbourg.
Det forklarer DRs EU-korrespondent Ole Ryborg, som fulgte med fra pressesalen.
- Han mindede om, at vi er mange i Europa, som selv har været flygtninge, forklarer han.
- Og så gjorde han opmærksom, at vinteren er på vej i Europa. Vil vi have flygtninge på banegårdene her i Europa? Svaret er nej, sagde han. Europa har en moralsk gæld til at hjælpe folk på flugt ifølge Juncker.
Lægger pres på Løkke
Jean-Claude Juncker gjorde sig til talsmand for, at EU skulle tage imod de mange flygtninge især fra Syrien, og at der allerede i næste uge skal ligge en plan for, hvordan medlemslandene fordeler 160.000 flygtninge.
- Det er sandt, at Europa ikke kan huse al verdens elendighed, men lad os være ærlige, lad os sætte tingene i perspektiv. De repræsenterer kun 0,11 procent af EU's samlede befolkning.
- I Libanon er det 25 procent. Hvem er vi, hvis vi ikke laver den slags sammenligninger, lød det fra Jean-Claude Juncker i formiddags.
For Danmarks vedkommende vil kravet om fordelingen ikke nødvendigvis spille en rolle, da det falder under ét af de fire EU-forbehold. Alligevel vil der være et pres på Danmark og ikke mindst statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) om at involvere sig - blandt andet fordi Irland, som også har et forbehold på området, har indvilget i at tage flere asylansøgere.
- Det ligger selvfølgelig et politisk pres på statsminister Lars Løkke Rasmussen, for selvom Danmark rent juridisk kan sige nej, er det klart, at der politisk vil blive lagt mærke til, hvordan Danmark agerer i denne her sag, siger Ole Ryborg.
Midt i en krisetid
Jean-Claude Junckers tale kommer midt i en af de måske mest alvorlige perioder i EU.
På den ene side har EU aldrig haft så stor indflydelse på borgernes liv, men samtidig er man midt i tre store kriser, forklarer Ole Ryborg.
Det er blandt andet udfordringerne med at skabe vækst og arbejdspladser i EU, at blive enige om sanktioner mod Rusland, efter invaderingen af Ukraine, samt fordelingen af flygtninge og migranter, som unionen kæmper med i tiden. Tre områder, som Juncker direkte berørte i sin tale.
- Det er tre kriser, som er meget svære at håndtere for EU. Og man kan se, at der mangler politisk vilje i medlemslandene til at finde en løsning på de her ting, siger han.
Vigtigste tale nogensinde
På grund af de mange store udfordringer var det formentlig også den vigtigste State of the European Union-tale, som en Europa-Kommissionsformand nogensinde har holdt, vurderer EU-korrespondenten.
- Man håber på, at kommissionen vil vise vejen frem med dagens tale, forklarer Ole Ryborg.
- Kommissionens rolle er jo at fremlægge nogle forslag, som viser nogle løsninger, men som også er formuleret på sådan en måde, at medlemslandene kan blive enige om dem.