Selvom EU-Kommissionens formand, Jean Claude Juncker, vil have EU-landene til at optræde solidarisk og fordele 160.000 flygtninge mellem sig, kommer det ikke til at ske med dansk deltagelse.
Det slår Venstres politiske ordfører, Jakob Ellemann-Jensen, fast med syvtommersøm.
- Vores holdning er uændret. Vi mener, at den danske asylpolitik skal fastlægges i Danmark. Vi mener, at det er vigtigt, at der kommer en bedre fordeling af flygtningepresset på Europa, og vi mener, at Danmark har taget og fortsat tager vores del af ansvaret, siger han:
- Vi vil ikke have dikteret kvoter fra hverken Bruxelles eller Stockholm. Vi fastsætter altså vores egne regler. Skal vi være med i drøftelser af, hvor mange der skal fordeles, er det en beslutning, der skal træffes i Danmark, siger Jakob Ellemann-Jensen.
Juncker tordner mod ulandsbesparelser
Han opfordrer de central- og østeuropæiske lande til at komme på banen og tage deres del af ansvaret.
- Der er tale om en historisk vanskelig situation, som kalder på europæiske løsninger. Det er på tide, at andre europæiske lande tjekker ind. Vi ikke kan lade Italien, Grækenland og Tyskland stå med det alene, siger Jakob Ellemann-Jensen.
I sin tale i Europaparlamentet tordnede Jean Claude Juncker mod nedskæringer i ulandsbistanden, som Venstre-regeringen har lagt op til. Men det får ikke Jakob Ellemann-Jensen til lægge stilen om.
- Med de besparelser, som regeringen lægger op til, vil Danmark fortsat være i top fem i verden. Det synes jeg godt, vi kan være bekendt.
Men sender det ikke et forkert signal at skære på et tidspunkt, hvor flygtningestrømmen er så massiv?
- Jeg synes, det sender et forkert signal fra de lande, som prioriterer ulandsbistanden så lavt, at de ikke lever op til de anbefalinger, FN sætter. Det gør vi i Danmark, og det gør vi også med den nye politik, siger Jakob Ellemann-Jensen.
SF: Indse alvoren, Løkke
SF's formand, Pia Olsen Dyhr, opfordrer Venstre-regeringen til at lytte til Jean Claude Junckers budskaber.
- Det var meget opmuntrende at høre Junckers tale. For vi skal have en solidarisk europæisk løsning på flygtningeproblemet. Juncker har i dag sagt, at EU vil samme vej. Nu mangler vi bare, at den danske regering indser alvoren og kommer på banen, siger hun:
- Juncker kom med en klar bredside til den danske regering, som skærer ned på udviklingsbistanden. Det er den helt forkerte vej. Vi skal i stedet øge hjælpen i nærområderne. Nu må Lars Løkke Rasmussen altså vågne op og indrømme, at man ikke kan spare og samtidig styrke indsatsen, siger Pia Olsen Dyhr.
SF er for en fælles europæisk fordelingsnøgle.